Pressemeddelelse:Trane Nørby tilfreds med ny kulturaftale for Vadehavet

Det lokale folketingsmedlem og medlem af Folketingets Kulturudvalg Ellen Trane Nørby (V) er meget tilfreds med, at kommunerne langs Vadehavet nu modtager over 2,5 mio. kr. fra Kulturministeriet til nye kulturprojekter og initiativer. Kulturregion Vadehavet, der består af de fire kommuner Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder har netop indgået en ny kulturaftale med Kulturministeren, som skal gælde frem til 2014. Første gang en lignende aftale blev vedtaget var lige efter kommunalsammenlægningen, og dermed kan den lokale indsats på kulturområdet fortsætte:

Jeg er meget glad for, at kommunerne langs Vadehavet atter får et stort beløb til at kunne starte nye gode initiativer, der giver folk i alle aldre langs Vadehavet mulighed for at bevæge sig ind i kunsten og kulturens verden. Vi kan se, at kulturaftalen med kommunerne er en stor succes, da kommunerne har formået at løfte opgaven. Det er meget positivt, for så sikrer vi, at alle får adgang til gode og varierede kulturtilbud af høj kvalitet, uanset hvor man bor i Danmark,” siger Ellen Trane Nørby.

Kulturregion Vadehavet vil med aftalen styrke kvaliteten og mangfoldigheden i områdets kulturliv inden for tre overordnede indsatsområder: Kultur og Læring, Kultur og Sundhed samt Kultur og Natur.

Naturen langs Vadehavet er fuldstændig unik, og jeg er sikker på, at ved at vir nu har indgået endnu en aftale med kommunerne kan skabe gode muligheder for, at kommunerne kan fortsætte projekter og udvikle nye, der kan være med til at sætte fokus på områdets særlige kulturarv og natur. Det gode ved kulturaftalen er, at den støtter de gode projekter, der opstår ude i lokalområdet, og jeg glæder mig til at følge initiativerne langs Vadehavet,”  siger Ellen Trane Nørby.

Det overordnede formål med kulturaftalen er at styrke det kulturelle samarbejde på tværs af kommunerne og skabe en fælles kulturel identitet. Aftalen mellem Kulturministeriet og Kulturregion Vadehavet løber fra 2011 til og med 2014.

Læs mere om indsatsområder og projekter i kulturaftalen

Læs hele kulturaftalen med Kulturregion Vadehavet 2011 – 2014 (pdf)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *