Ellen Trane Nørby og Anne E. Jensen lancerer kampagne om et grønnere Sydjylland

Pressemeddelelse: Ellen Trane Nørby og Anne E. Jensen lancerer kampagne om et grønnere Sydjylland
 


 “Nye skridt mod et grønnere Sydjylland” hedder en ny kampagne som løber af stablen mandag den 8. august og tirsdag den 9. august 2011. Ophavskvinderne bag kampagnen er det lokale folketingsmedlem og politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V) og Europaparlamentsmedlem Anne E. Jensen (V). Målet er at sætte fokus på forureningen langs Vestkysten og generelt af den sydjyske natur, og hvordan man kan bekæmpe det.

I hele Sydjylland er der store problemer med at øldåser, der er købt i Tyskland, ender i naturen. Det drejer sig om mange tusinde hvert eneste år. Derfor vil de to politikere have indført et grænseoverskridende pantsystem, så Hr. Hansen, der køber en dåse i Tyskland kan få en krone for den i danske flaskeautomater. De to politikere vil også have, at de syd – og sønderjyske kommuner indfører konkrete indsamlingsstrategier, så syd – og sønderjyderne har lettere ved at komme af med dåserne på en miljørigtig måde.

 ”Vores natur er for vigtig til, at vi kan være ligeglade. Derfor er det vigtigt at få sagt stop for de mange dåser i naturen. Et grænseoverskridende pant­system vil være et vigtigt skridt på vejen.  For når det er let at komme af med dåserne, så afleverer folk dem også,” udtaler Anne E. Jensen forud for kampagnen.

Meget af forureningen kommer også fra Nordsøen. 20.000 ton affald ryger hvert år ud i Nordsøen, hvor meget af det ender langs vestkysten, og sidste år oplevede man, hvordan branden på færgen Lisco Gloria smurte Flensborg Fjord og Lillebælt ind i et fedtstof. Problemet er, at det ikke er miljøsynderne, der hænger på regningen for oprydningen. Den økonomiske opgave er overlagt til kommunerne. Det vil Ellen Trane Nørby og Anne E. Jensen nu have ændret.

 ”Både Vesterhavet og Øst­kystens bælte og fjorde er unikke. Derfor skal vi også gøre en aktiv indsats for at få stoppet dumpningen af af­fald, olie og kemikalier i havene omkring os. Det er helt uacceptabelt, og vi skal gøre det lettere at forfølge og dømme forurenerne, så det ikke er de danske kommuner, der skal betale for oprydnin­gen,” udtaler Ellen Trane Nørby.

De to politikere besøger i forbindelse med kampagnen en række sydjyske byer, hvor de skal diskutere forureningsproblemet med en række relevante aktører og sætte fokus på de konkrete initiativer, der kan være med til at gøre Sydjylland grønnere og beskytte den lokale natur.

Programmet for de to dage er indsat nedenfor.

For praktiske spørgsmål:

Anders Jacobsen: 6162 4610

For spørgsmål til kampagnen:

Anne E. Jensen: 5150 6555

Ellen Trane Nørby: 6162 4258

Program for kampagnen “Nye skridt mod et grønnere Sydjylland”

Mandag den 8. august 2011

10.00-12.00: Møde medVarde kommune og KIMO (Kommunernes Internationale Miljø Organisation). Besøget omhandler Varde kommunes arbejde med at begrænse hav – og strandforureningen samt KIMO’s arbejde med internationalt at begrænse havforureningen. På mødet deltager Poul Sig Vadsholt, Teamleder af Varde kommunes miljøafdeling og international koordinator i KIMO Danmark, Preben Olsen, Formand for Plan og Teknikudvalget i Varde kommune (V) og Varde kommunes repræsentant i KIMO Danmark, Jørgen Nørby, formand for KIMO Danmark. Pressen er velkommen til at deltage fra kl. 11.15, hvor Varde Kommune vil præsentere strandrensningsmaskine og lastbil til indsamling af badegæsternes affald. Adresse: Strandhotellet Vejers, Vejers Havvej 105, 6853 Vejers

Kl. 13.00-14.30: Møde med Esbjerg Havns administrerende direktør, Ole Ingrisch.  Mødet indledes med en rundtur på Esbjerg Havn, arrangeret af Esbjerg Havn. Herefter møde, hvor det er aftalt at drøfte terrorsikring af danske havne, som Anne E. Jensen har arbejdet med i Europaparlamentet, generel drøftelse af Offshore sektoren og perspektiver, samt hvordan Esbjerg Havn ser på udfordringerne med havforurening, og hvordan de ser muligheder for at begrænse forureningen. Pressen er velkommen til at deltage i den sidste del af mødet. Adresse: Esbjerg Havn, Hulvejen 1, 6700 Esbjerg

Kl. 16.00-17.30: Uddelingsaktion på gågaden i Tønder. Kom og diskuter med Ellen Trane Nørby og Anne E. Jensen.

Kl. 19.00-20.00: Tur i Tønder marsken v. Naturvejleder Iver Gram. Turen starter og slutter ved Vidåslusen. Arrangementet er åbent for alle. Adresse: Slusevej 10, 6280 Højer.

Kl. 20.30 – 22.00: Debat om Tønder marskens fremtid på Rudbøl Grænsekro med formand for Sønderjysk Landboforening, Henrik Frandsen, og næstformand for Dansk Ornitologisk Forening, Niels Riis. Arrangementet er åbent for alle.  Adresse: Rudbølvej 36, 6280 Højer.

Tirsdag den 9. august 2011

Kl. 09.00-10.15: Møde med Sønderborg Kommune om håndtering af dåser i naturen. Møde med Egon Schnoor, ansvarlig for genbrugsindsamlingen i Sønderborg kommune, for at diskutere, hvordan Sønderborg Kommune har optimeret indsamlingsindsatsen af affald herunder dåseindsamlingen. Pressen er velkommen til at deltage fra ca. kl. 10.00. Adresse: Ellegaardvej 8, 6400 Sønderborg

11.00-13.30: Lukket møde med interessenter omkring et grænseoverskridende pantsystem.

Kl. 14.30-15.30: Uddelingsaktion på gågaden i Aabenraa. Ellen Trane Nørby og Anne E. Jensen uddeler dåsesodavand og kampagnefoldere for at sætte fokus på problemet med tyske dåser i naturen.

Kl. 15.30: Kampagneturen slutter

En kommentar til “Ellen Trane Nørby og Anne E. Jensen lancerer kampagne om et grønnere Sydjylland

  1. Vi kan se at i 2011 har i arbejdeet med det grønne sønderjylland, og hvad vil du i 2012 gøre for at få et renere sønderjylland, så der ikke ligger så meget affald fra handel i Tyskland?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *