En gal mand må ikke skabe angst og kløfter

Fredag den 22. juli 2011 vil gå over i historien som Norges Langfredag. Sådan sagde Oslos biskop, Ole Kristian Kvarme ved mindegudstjenesten i Oslos domkirke for de mange ofre for terrorangrebet i Oslos centrum og på øen Utøya. Det vil blive en dag, som vi alle husker med sorg og mørke, og som vi også i fremtiden vil kunne huske for dens brutalitet og se uforstående tilbage på.

Fredag eftermiddag gik tiden ligesom i stå. Jeg var selv ankommet til Paris på cykel sammen med mine holdkammerater på Sønderborgs Team Rynkeby hold. Vi var glade og stolte over at have lagt 1250 km på cykel bag os. Men glæden blev hurtig erstattet af vrede, sorg og angst. En voldsom bombe var sprunget midt i regeringskvarteret i Oslo centrum, og den første tanke, der slog mig, var, at nu er terroren kommet til Skandinavien. Den terror, som vi i de seneste år er blevet kraftigt advaret om, men som vi har haft svært ved at tro på, kunne åbenbart finde sted. Kort tid efter fik vi endnu en frygtelig nyhed om, at en gal og kynisk mand forklædt som politibetjent gik rundt på øen Utøya og dræbte politiske engagerede unge fra det norske ungdomsparti AUF. De unge havde det til fælles, at de interesserede sig for verdenen, for mennesker og deres trivsel – og de havde valgt at bruge nogle af deres feriedage sammen med politiske kammerater fra hele Norge, hvor de skulle diskutere politik og debattere. Ligesom jeg selv gennem min tid som ungdomspolitiker har været på kurser og sommerlejre for at diskutere politik og være sammen med andre liberale ungdomspolitikere fra Danmark, Europa og verden.

Som vi i dag ved, så fik sommerlejren en brutal og helt utilgivelig afslutning. Og sommerlejren blev for mange af de unge også en alt for tidlig afslutning på deres liv. Mine tanker går til alle de pårørende og til hele Norges befolkning. Det er klart, at vi efter sådan en begivenhed føler os helt magtesløse, og at vi har brug for at vise vores medfølelse. I Danmark kommer det tydeligst til udtryk ved de mange blomster, som danskere har lagt foran Den Norske Ambassade, og de mange kondolencer folk har skrevet på Facebook. Det er helt forståeligt, og det er tid til at sørge over en så meningsløs begivenhed. Men vi må ikke lade en enkel gal mands handlinger skabe utryghed og angst blandt os alle. Hvis vi først begynder at aflyse begivenheder, hvor mennesker samles, kræver panikstramninger af lovgivning, eller begynder med at kigge skævt efter vores nabo, når han kommer hjem med gødning fra den lokale planteskole, så lader vi utrygheden og angsten sejre. Det må ikke ske!

På samme måde må en sådan handling som denne ikke bidrage til, at vi skaber kløfter i befolkningen. Gerningsmanden definerede sig selv som kristen og som en nationalist, der elskede sit land. Men hverken kristendommen eller det nationale kan forklare hans ugerninger. Der er ingen kollektiv skyld. Der er kun EN skyldig, og det er Anders Breivik. En ekstremist, en galning. Der er såmænd mange nordmænd, – og for den sags skyld – danskere, der både er kristne og samtidig også elsker deres land.  Derfor må vi ikke lade en sådan galning få patent på det, vi kalder for nationalfølelsen. Vi skal fortsat kunne sætte flag i fødselsdagsboller og stolt synge med på ”Der er et yndigt land” uden, at vi begynder at tænke over, om vi nu sender et forkert signal til vores omverden.

Mange muslimer rundt om i verden har også oplevet at være blevet sat i bås med islamistiske ekstremister, som har gennemført modbydelige terrorhandlinger i deres religions navn. Disse almindelige troende muslimer skal ikke bøde for ekstremisternes handlinger. På samme vis må den politiske debat – i kølvandet på massakren i Norge – nu ikke føre til, at mennesker, der føler kærlighed til deres fædreland bliver sat i bås med en norsk national ekstremist og massemorder. For så har angsten og det snæversynede menneskesyn sejret.

Vi skal alle kunne udvise glæde for vores land og nationalitet. Ligesom vi frit skal kunne udtrykke glæde ved vores religion, hvad enten vi tror på Gud, Buddha eller Allah. Vores nationale og religiøse ophav er med til at definere os som de mennesker, vi er. Vores politiske engagement og holdninger stammer fra den mentale bagage, som vi bærer rundt på. I et stærkt demokrati som det danske skal der være plads til forskelligheder uden, at det betyder, at vi skal sættes i bås. I et stærkt demokrati som det danske skal en norsk ekstremists ugerninger ikke begrænse vores demokrati, men tragedien fra Norge kan være en anledning til, at vi i endnu højere grad tager afstand fra det ekstreme.

Tragedien i Norge minder os om, at sammen er vi stærkest. Derfor er det så vigtigt, at vi bekæmper ekstremisme og racisme i alle dens facetter, for det bygger udelukkende på had og et fejlslagent syn på andre mennesker og kulturer. Folk skal frit kunne tro på den Gud, de føler sig mest trygge ved. Folk skal frit kunne vælge den seksualitet, de føler er mest rigtigt for dem selv. Folk skal frit kunne leve det liv, de ønsker sig, så længe det ikke er til gene for andre mennesker. Det skal vi andre acceptere og respektere – og ikke mindst blive ved med at slå fast!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.