I JV (8/6) beskylder Søren Nedbo (S) mig for at have sagt, at S og SF ikke fører en politik, der gavner erhvervslivet. Jeg oplever meget som politiker, men det er sjældent, at nogen klager over, at jeg fortæller sandheden. Den politik som S og SF går til valg på gavner på ingen måde dansk erhvervsliv, den skader.
S of SF vil sende en kæmpe skatteregning til samfundet og det danske erhvervsliv på over 30 milliarder kroner. Det vil gøre det sværere og mindre attraktiv at drive virksomhed i Danmark. I forvejen er de danske lønomkostninger i top og øgede skatter vil blot forstærke den effekt. På det globale marked vil danske virksomheder stå dårligere end deres konkurrenter i andre EU-lande, og med lidt rationel tankegang kan de fleste nok regne ud, at flere hårdtarbejdende danskere vil få en fyreseddel og se deres arbejdsplads lukke ned og flytte til Polen eller Asien. Det har Danmark slet ikke brug for.
Adm. direktør i DI, Karsten Dybvad, har også udtrykt stor bekymring: ”Udspillet (fra SF og S) er præget af for megen ønsketænkning… Og de forslag, der giver konkret finansiering, er desværre direkte skadelige for væksten som for eksempel en forhøjelse af verdens i forvejen højeste skattetryk.”
Som et eksempel vil S og SF beskatte et af vores områdes vigtigste erhverv – landbruget med over 1,1 milliarder kroner. Helle Thorning-Schmidt sagde på Landbrug og Fødevarers årsdag den 7. juni, at hun tror på at højere skat kan skabe vækst i landbruget. Den holdning står hendes parti og SF alene med, og det viser hvilken urealistisk og useriøs tankegang, de to oppositionspartier har.
Men ikke kun brandbeskatningen udgør problemet. Siden den globale finanskrise ramte Danmark har Regeringen givet en række skub til økonomien, sådan at der i dag er over 130.000 færre ledige, end vi frygtede ved krisens start. Vi har fremrykket offentlige investeringer – bl.a. i grøn infrastruktur, nye veje, supersygehuse og skoler. Oppositionens løsning på krisen er at bruge endnu flere penge på offentlige investeringer. De Økonomiske Vismænd og EU-kommissionen advarer mod yderligere offentlige investeringer end dem Regeringen har foretaget, da det vil skabe mistillid til den danske krone. Det vil føre til rentestigninger og dermed reduceret beskæftigelse. En stigning i renterne på blot 1 pct. point i forhold til udlandet vil øge ledigheden med op mod 30.000.
Jeg er enig med Nedbo i, at væksten skal skabes af virksomhederne selv og ikke af politikerne. Men vi har et ansvar for at skabe gode vilkår for virksomhederne, så de forbliver konkurrencestærke. Det bidrager højere skatter og en usikker økonomi ikke til, og derfor er S og SF skadelig for væksten.