Pressemeddelelse:
Socialdemokraternes exit fra forhandlingerne om Reformpakken 2020 er et udtryk for dyb uansvarlighed, mener Venstre.
-Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne svigter velfærdssamfundet, når partiet i dag har forladt forhandlingerne om regeringens 2020-plan. Helle Thorning-Schmidt svigter folkepensionisterne, de studerende, førtidspensionisterne og alle andre i det danske samfund, som er dybt afhængige af, at vi som politikere finder ansvarlige løsninger for den danske økonomi, så der også er råd til velfærd i fremtiden. Socialdemokraternes formand har i dag begået et generationstyveri, som efterlader regningen for Socialdemokraternes forbrugsfest hos vores børn og børnebørn, siger Venstres forhandlere, politisk ordfører Ellen Trane Nørby og finansordfører Jacob Jensen.
At Socialdemokraterne har besluttet af forlade 2020-forhandlingerne kommer ikke bag på Venstres forhandlere:
-Nu kender vi Socialdemokraterne igen. Helle Thorning-Schmidt og resten af S-ledelsen har i et par uger drevet gæk med befolkningen ved at sidde omkring et forhandlingsbord, men uden på noget tidspunkt at ville tage ansvar for Danmarks økonomiske fremtid, siger Ellen Trane Nørby og Jacob Jensen.
-Velfærdsaftalen fra 2006 var en god aftale. En aftale, hvor Socialdemokraterne bl.a. var med til at hæve pensionsalderen – og som SF siden har ønsket at tilslutte sig. Men finanskrisen har ændret samfundet. Derfor er det et svigt af dimensioner, at Helle Thorning-Schmidt holder fast i en reform fra en anden tid, og ikke vil vise lederskab og handlekraft, så vi også i fremtiden har råd til en god folkepension, gode børnehaver og sygehuse. Det er trist, men desværre forventeligt.
-Vi har ikke set skyggen af en plan fra Socialdemokraterne for, hvorledes de vil håndtere de udfordringer, som Danmark konfronteres med. Tilbage står, at tidligere S-planer er skudt sønder og sammen. Og nye S-planer eksisterer ganske åbenlyst ikke. Det er trist. Men nu ved vi, hvor vi har Socialdemokraterne, siger Ellen Trane Nørby og Jacob Jensen.
Nu fortsætter forhandlingerne med de partier i Folketinget, der vil tage økonomisk ansvar for at sikre velfærden i Danmark.
For yderligere information:
Politisk ordfører
Ellen Trane Nørby
Tlf: 3337 4561
Mail: veltn@ft.dk
Finansordfører
Jacob Jensen
Tlf: 3337 4558
Mail: vjaje@ft.dk