Regeringen viser ansvarlighed – igen!

”Reformpakken 2020 – kontant sikring af Danmarks velfærd”. Overskriften fortæller tydeligt, hvad målsætningen er, med den reformpakke som regeringen har fremlagt. Hvis vi skal sikre, at vores børn også kan bo i et af verdens bedste velfærdssamfund, så skal vi sikre det økonomiske fundament for samfundet.
Reformpakken sikrer, at vi har råd til velfungerende skoler, at folk får en god behandling på sygehusene, og vores ældre bliver passet og plejet, når de ikke kan klare sig selv længere. Skal der være råd til velfærd i fremtiden, så bliver vi nødt til at lave et kontant budget for fremtiden, der sikrer, at vi ikke bruger flere penge end vi tjener.
Vi skal groft sagt lave et husholdningsbudget for samfundet, der hænger sammen krone for krone. I dag bruger vi som samfund flere penge, end vi tjener, og som alle ved, så ender det i såvel privaten, som i samfundet i en(luksus) fælde, hvor fogeden til sidst banker på døren.

Som ansvarlige politikere vil vi ikke være med til at gældsætte Danmark. Vi vil ikke efterlade regningen i børneværelset, fordi vi ikke har modet til at gennemføre de nødvendige reformer. Det vil oppositionen til gengæld, og man kan spørge sig, hvilken form for solidaritet, der ligger i det? Beregningerne viser, at vi bliver nødt til at finde 47 milliarder kroner, for at statens husholdningsbudget er i balance frem mod 2020. Det sikrer regeringens reformpakke samtidig med, at vi får skabt holdbar vækst og råd til udvikling af velfærden hvert år. Reformpakken sikrer også et ekstra arbejdsudbud på 125.000 sæt hænder til jobs i den private sektor, og alle ved, at sunde offentlige finanser også er forudsætningen for at vi kan holde renten i ro, så virksomheder og privatpersoner ikke drukner i massive rentestigninger.

En udfordring er den, som finanskrisen har skabt, en anden er, at vi i Danmark bliver ældre og ældre, og at der i årene fremover kun er fire klar til at træde ind på arbejdsmarkedet, når fem forlader det. Det betyder, at vi bliver færre til at tjene de penge, der skal betale regningerne i samfundet, hvis vi ikke gennemfører reformer.

Mens vi i regeringspartierne har fokus på at skabe en fremtid, hvor vi kan bevare – og udbygge – velfærden gennem reformer og vækst, så forsøger oppositionen at bilde alle ind, at man bare kan fortsætte ufortrødent.
Det er som at tisse i bukserne i frostvejr. Måske nok varmt et øjeblik, men meget koldt og goldt derefter.
S og SF har ikke præsenteret nogen konkrete bud på, hvordan de vil få styr på dansk økonomi, andet end at de vil låne penge til at kunne betale udgifterne og hæve skatterne. Det grænser sig til det groteske. Vi skaber ikke udvikling og vækst ved at lave overtræk på de danske finanser. Det ved enhver, der har ansvaret for økonomien i en husholdning, men åbenbart ikke SF og S, og derfor egner de sig heller ikke til at varetage Danmarks husholdningsbudget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *