R bør finde fokus i integrationsdebatten

Bestyrelsesmedlem for De Radikale i Tønder, Morten Gliemann ( MG) beskylder i JV ( 7.4.) regeringens pointsystem for familiesammenføringer for at lugte af betonsocialisme. Nu vil jeg opfordre MG til at holde fokus i denne sag. Jeg ved, det kan være svært for De Radikale at forstå, at vi bliver nødt til at stille krav, hvis vi vil have integrationen til at fungere. Vi skal ikke til at dreje integrationsdebatten tilbage til 90’erne, hvor det handlede om at få flest mulige udlændinge til Danmark uden at tage hånd om de problematikker, der opstod i kølvandet herpå.

Danmark er et dejligt land, og vi er heldigvis også et åbent land. Hvert år kommer et stigende antal udlændinge til Danmark for at arbejde, studere og bidrage til det danske samfund. Vi har gennem de sidste ti år ændret indvandringen til Danmark markant. Antallet af asylansøgere er faldet fra 21.000 årligt til 7000 årligt, mens antallet er steget fra 10.000 til mere end 26.000 årligt, når det drejer sig om folk, som kom til Danmark for at arbejde og blive klogere.

I Venstre tør vi godt sige åbent, at vi bliver nødt til at stille krav til de personer, der kommer herop. Også til dem, der kommer herop på grund af kærlighed. Vi har brug for alle, der kan og vil bidrage til det danske samfund – og være en del af det. De skal være så velkomne. Derfor er pointsystemet netop nødvendigt, da det er et redskab til at styrke integrationen.

Og vi har udformet et fleksibelt pointsystem, der sikrer, at både en sosu-assistent og en bachelor fra universitet har de samme muligheder for at blive familiesammenført. Sådan skal det også være. For vi har brug for dem begge. Samtidig stiller vi stærke krav til de mennesker, der kun vil til Danmark for at nyde uden at yde noget. Vi kan ikke tage imod alle og lade dem nyde godt af de dyre danske velfærdsydelser. Så knækker Danmark sammen. Vi har brug for velkvalificeret arbejdskraft og aktive integrationsvillige mennesker i fremtiden. Erhvervslivet skriger på dem. Det bidrager pointsystemet til – og det burde De Radikale bakke op om.

En kommentar til “R bør finde fokus i integrationsdebatten

  1. Jeg, dansk statsborger og min kone etiopisk statsborger..har iøvrigt 2 sønner sammen.
    Vi blev gift i 2008 og af udlændingeservice henvist til at tage ophold i Etiopien, da 12 måneders visa-kamp for at bo sammen havde kostet jobbet og alle guld-reserverne og endte med at vi derfor ikke kunne stille økonomisk garanti.
    Min kone er landbrugsøkonom, jeg er IT-konsulent, begge stillinger er på positivlisten….”De skal være så velkomne. Derfor er pointsystemet netop nødvendigt, da det er et redskab til at styrke integrationen.” Stop hykleriet…udlændingepolitikken er til for at holde folk ude…den fremmer ikke intergrationen, men udelukkende diskriminationen.
    Vær dog i det mindste ærligt og erkend i har solgt jeres sjæl til DF. Godt vi har de Radikale til at kæmpe for retfærdighed lige rettigheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *