Udenrigspolitisk Nævn har netop godkendt, at Danmark sender F-16 fly til baser i Sydeuropa. På den måde er flyene klar til hurtig indsats, når Folketinget senere stemmer om deres aktive deltagelse i den internationale koalition mod Gaddafi.
– Det er altid en vanskelig beslutning at sende danske soldater i krig, men det er nødvendigt at stoppe Gadaffis massakre på den libyske befolkning, vi kan ikke lade stå til og vente. Med FN’s meget klare mandat skal handling afløse de sidste ugers tale, så overgrebene på civile oprøre kan stoppes, siger politisk ordfører, Ellen Trane Nørby.
– Det er selvfølgelig en tung beslutning for alle medlemmer af Folketinget, at sende danske fly i kamp. Derfor er det godt, at der er et stærkt FN-mandat bag missionen, så vi kan beskytte de libyske civile og støtte de pro-demokratiske kræfter i landet, siger udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen.
– Gadaffi har på alle måder udvist ekstrem arrogance overfor verdenssamfundet. Han har massakreret sin egen befolkning, drevet knap 300.000 på flugt til nabolandene og lader hånt om menneskerettighederne og befolkningens legitime ønske om demokrati og frihed. Når vi nu går i krig og sender F16 fly til kamp i Libyen, så gør vi det af humanitære årsager og fordi vi som samfund aldrig blot må lukke øjnene og se passivt til, når diktatorer nedslagter civile, siger Ellen Trane Nørby efter det netop afsluttede møde i Udenrigspolitisk Nævn.
De danske F-16-fly vil operere under FN’s stærke mandat. Hvis Gaddafis tropper angriber civile områder, så har de danske fly mandat til, ”at bruge alle nødvendige midler”. Det vil sige at danske fly må angribe og neutralisere Gaddafis styrker med bomber og missiler, slutter Michael Aastrup Jensen.