Tina Nedergaard besøger Sønderborg

Når eleverne på Dybbøl-Skolen og den tyske privatskole i Sønderborg,  på mandag  kommer tilbage  efter vinterferien, bliver det med undervisningsminister Tina Nedergaard i klassen. Inden klokken ringer ind til skoletime, skal  Tina Nedergaard  besøge House of Science på Alsion, hvor Danfoss Universe og kommunen sammen sætter fokus på indlæring. Senere går turen mod Vejle, hvor vi skal kigge på indlæring og trivsel.

Sønderborg Kommune har med virksomheder som Danfoss og LINAK, et stort behov for ingeniører og mennesker med en naturvidenskabelig baggrund. Det har vi i Sønderborg reageret på, og jeg glæder mig til at vise Tina Nedergaard, hvordan vi i Sønderborg, tænker naturfag ind i skolen på en ny og anderledes måde. For vil vi gøre naturfagene mere attraktive for eleverne, så er vi også nødt til at nyskabe undervisningen.

Tina Nedergaard vil starte med et besøg hos House of Science på Alsion. Her vil ministeren bl.a. blive præsenteret for hvordan ProjectZero, projektet der skal gøre Sønderborg CO2 neutralt i 2027, bliver tænkt ind i undervisningen på skolerne. Turen går herefter videre til Dybbøl-Skolen, hvor Tina Nedergaard skal se den omfattende energirenovering af skolen og møde en af de lærere, der er omfattet af House of Science projektet.

Når Tina Nedergaard besøger Sønderborg og Grænseområdet, er det helt oplagt, at hun også besøger det tyske mindretal. De tyske skoler og det tyske mindretal er noget helt unikt for os i Sønderjylland, ligesom de danske skoler og det danske mindretal syd for grænsen er det. Besøget i Sønderborg vil derfor slutte på den tyske privatskole. Efter en rundvisning byder skoleskemaet på spørgsmål fra eleverne om alt fra hvad man laver som undervisningsminister, til hvordan man hjælper svage såvel som stærke elever bedst muligt.

Det er ikke mere end 3 uger siden Klima og energiminister Lykke Friis (V) besøgte Sønderborg, også på mit initiativ og i alt er det lykkedes mig at invitere 8 ministre det seneste år på besøg i Sønderborg.

Ikke kun Sønderborg for dog glæde af ministerbesøget. Om eftermiddagen tager Tine Nedergaard og jeg til Vejle, hvor vi sammen med Jens Vibjerg skal se på indlæring og trivsel i Vejle Kommune. I Vejle har man nemlig sat fokus på samspillet mellem indlæring og trivsel. Det er et utrolig spændende og relevant projekt, for vi ved alle, at hvis vi ikke er motiveret, så lærer vi ikke. Jeg mener derfor, at det er helt centralt, at man i skolen har fokus på motiverede og glade elever. 

Først skal vi besøge Egtved Skole, hvor de 2 projekter ”Mange Måder At Lære På” og ”Skolen i Bevægelse”, vil blive præsenteret. Begge projekter har fokus på faglighed og trivsel.

Efterfølgende vil turen gå til 10. klassecenteret i Vejle kommune, hvor man gennem faglighed og trivsel, har arbejdet målrettet for at få alle elever videre til en ungdomsuddannelse. Efter rundvisningen vil Tina Nedergaard og jeg mødes med Vejle kommunes skoledirektør og skoleudvalg. Det er helt afgørende, at vi sikrer de unge gode faglige færdigheder, når de skal ud i den globale konkurrence og derfor skal vi også sikre, at flere unge får en ungdomsuddannelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *