Så kys det dog, det satans liv

Nedenstående klumme blev i går bragt i efterskolebladet Efterspil.

Jeg sidder og læser efterskolebladet fra den 10. februar 2011. Under nyt fra Efterskole Landskabet kan jeg læse, at Lundby Efterskole har vundet sølv i indendørs dragebådsregatta. Jeg ved ikke om jeg skal græde eller le. Samtidig kører fjernsynet i baggrunden. Jeg har hele weekenden ligesom mange andre danskere ængsteligt fulgt med i den tragiske kæntring på Præstø fjord og eftersøgningen af den sidste fra ulykken. Mens jeg skriver dette ligger seks elever fra Lundby Efterskole fortsat i kunstigt koma og den ene lærer eftersøges fortsat. Ingen af os ved, hvad udgangen på den tragiske hændelse bliver.

Der er mange spekulationer om hvad i alverden eleverne lavede langt ude på Præstø Fjord i blæsevejr og vinterkulde. ”Båden var ikke sikkerhedsgodkendt”, ”Efterskole ikke forsikret”, ”Totalt uansvarligt siger dragebådsformand” sådan lyder få af mange overskrifter og kommentarer som weekenden igennem har fulgt op på den tragiske ulykke. Jeg tænker mere på de elever, som fortsat svæver mellem liv og død og de mange pårørende, der påvirkes dybt af ulykken.

En af de overlevende elever udtaler til medierne, at hun slet ikke var klar til at dø. Og hvem i alverden er det som 14-15-årig? Pludselig er efterskolelivets ukomplicerethed, sammenhold og oplevelser splintret og afløst af en afgrundsdyb sorg for de mange elever og lærere på Lundby efterskole og deres familier. Jeg tænker på TV2s legendariske klassiker ”Kys det nu (det satans liv)” og behovet for at huske at leve i nuet og værdsætte livet.

I sin efterspils klumme for et par uger siden skrev Lisbeth Schmidt Mikkelsen, at hun og alle andre skulle lægge en langsigtet karriereplan og forholde sig til livet, når hun/de blev 65 eller 70. Jeg tænker, at det måske ville være bedre at opfordre alle efterskoleelever til at forholde sig til livet i nuet, end at lægge karriereplaner for alderen 65-70 år. For hvorfor i alverden skal vi se halvtreds år frem i tiden, hvis det gør os ængstelige for at leve og nyde nuet i frygt for at begå fejl, der vil påvirke den 70-årige karriereplan vi ellers har lagt. Er det bedste i livet ikke netop at huske at værdsætte det man har i stedet for at begræde det man ikke når.

Steffen Brandts tekst snurrer i hovedet: ”Jeg tænkte, nå, men det er så livet / sådan ser det altså ud / lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt / og helt almindeligt /…../ Kys det nu, det satans liv / grib det, fang det før det er forbi”. 

En anden tekst presser sig også på. Det er Dan Turèlls hyldest til hverdagen ”Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen”. Og på en måde, så er det det, som falder mest relevant at fremhæve i en situation, hvor uret er gået i stå, og alle aktører i den danske efterskole verden har øjnene rettet mod den samme tragiske ulykke. 

Vi skal huske vores elever på at gribe livet. Ikke på den fandenivoldske James Dean agtige ”lev stærkt død ung” måde, men på den ansvarsfulde hvor man husker at kysse livet og holde af hverdagen.

Efterspil skrives af et fast panel af meningsdannere med relationer til efterskoleverdenen. Læs mere om panelet på www.efterskolen.com under Efterspil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.