Mette Bock fortier Liberal Alliances støtte til Grøn Vækst

Liberal Alliance indrykker for tiden store annoncer, hvor de beder andre politiske partier om at gøre det, de holder taler om. Måske skulle Liberale Alliance starte med sig selv. Her i det syd- og sønderjyske ville det være relevant, hvis det var et budskab som også galt kandidaten i området, Anders Samuelsens lillesøster Mette Bock.

For når Mette Bock i disse tider turnerer rundt til landbrugsforsamlinger og forsikrer folk om, at hun og LA er landbrugets store redningsplanke, så ville det vel være på sin plads samtidigt at fortælle, at LA har stemt for Grøn Vækst i Folketinget, ikke mindst L36, der er lovforslaget om efterafgrøder og gødskningsbegrænsninger.

Så sent som i sidste uge stemte LA på Christiansborg også for en vedtagelse om at vand og miljøplanerne var på rette kurs og at de havde tiltro til miljøministerens håndtering af sagen. Og sidst men ikke mindst, så ville det nok være på sin plads også at gøre opmærksom om, at Liberal Alliance på Christiansborg ikke er mødt frem til en eneste forhandling hvor emnet har været grøn vækst.

Jeg hilser det velkomment, at Mette Bock de sidste par måneder er begyndt at interessere sig for landbrugets situation og at hun gerne vil i Folketinget for angiveligt at hjælpe os andre i kampen for at sikre bedre rammevilkår for et af Danmarks største eksport erhverv. Et kulturbærende erhverv, som ikke beskæftiger mindre end 150.000 mennesker og som bare sidste år skabte en værdi på 151 milliarder for det danske samfund. Det er en opgave som i høj grad mangler opbakning, desværre er det ikke en opbakning som vi i det daglige oplever fra Liberal Alliance på Christiansborg.

Alle de justeringer, der er lavet til grøn vækst, til vandplanerne og til husdyrloven, er sket på baggrund af en aktiv indsats fra Venstres folketingsgruppe. Vi har ikke set skyggen af LA i det arbejde på Christiansborg. Mette Bock pludselige interesse for dansk landbrug er et populistisk forsøg på at fiske stemmer. Så længe Liberal Alliance siger et fra ølkasserne til møderne ude i landet, men ikke kæmper kampene på Christiansborg, så bør alle lytte til præcis samme partis dyrtbetalte avisannoncer og i stedet stemme på Venstre. Vi er nemlig fortsat garanten hvis ord også skal omsættes til reel handling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *