Da vi andre skålede nytåret ind kl. 24.00, så stod den estiske statsminister klar ved en pengeautomat og hævede smilende de nytrykte penge.
Vækstkæmpen i Øst –Estland – har ikke ladet sig afskrække af det økonomiske kollaps i Grækenland, problemerne i Irland og den generelle tumult om euroen. Esterne tvivler ikke på den fælles valutas levedygtighed. Fra den 1. januar 2011 har esterne betalt med euro og dermed taget endnu et skridt i integrationen i EU.
Danmark var med Uffe i front det første land til at anerkende de Baltiske landes selvstændighed og da Estland i 1991 erklærede sig selvstændigt blev de russiske rubler afskaffet og stolt genindførte man den etiske ”kroon”. Kroon blev benyttet under landets selvstændighed i Mellemkrigstiden og afskaffet, da Sovjetunionen trådte landet under fode.
Kampen for selvstændighed var lang og derfor er det også positivt at se, hvor stolte esterne er for det selvvalgte EU. Her er Sovjets tvangsåg erstattet af frivillighed og samarbejde. Selvom Estland i dag som det 17. land i Euro-zonen også er det fattigste, har Estland vist sig som en mønsterelev i det europæiske klasseværelse. Underskuddet på statsbudgettet er et af de mindste i EU og Estland har gennemført markante reformer og overholder både kriterierne for størrelsen af gæld og omfanget af inflation, også her hvor den internationale finanskrise presser alle.
Blandt befolkning og politikere er der stor vilje til at bære byrder og at tage de nødvendige politiske beslutninger, selv når det gør ondt. Efter år med planøkonomi har esterne fuldblodigt taget markedsøkonomien til sig, og i en tid, hvor flere europæiske lande står overfor massive økonomiske problemer, udviser Estland en anden og bemærkelsesværdig ansvarlig mentalitet og vilje. Det kan kun inspirere.
Med medlemskabet af euroen kan Estland se frem til større sikkerhed om valutakursen og et udland med større appetit på at investere i landet. Vi har alle en stor interesse i et EU med sunde økonomier og stabile finansielle markeder. Ikke mindst derfor skal der lyde et stort velkommen til Estlands medlemskab i euroen, nu mangler vi bare Danmark.