Pressemeddelelse
– Med ProjectZero som et af Danmarks mest visionære klima projekter, glæder jeg mig meget over, at det er lykkedes at få Lykke Friis til Sønderborg, så hun med egne øjne kan se, alt det der sker hos os. Udtaler Ellen Trane Nørby, folketingsmedlem for Venstre i Sønderborg, i forbindelse med at det er lykkedes at få ministeren til Sønderborg den 31. januar.
I 2010 besøgte 7 ministre Sønderborg, efter invitation fra Venstres lokale folketingsmedlem, Ellen Trane Nørby. Og 2011 skal ikke være mærkbar anderledes. I januar gæster Klima-, Energi- og Ligestillingsminister Lykke Friis Sønderborg og i februar kommer Undervisningsminister Tina Nedergaard til området.
Den 31. Januar får Lykke Friis brug for alle sine ministerkasketter .
Programmet starter med et besøg på LINAK, hvor hun skal høre om hvordan virksomheden, med Bent Jensen i spidsen, har taget aktivt medejerskab i projektet med det mål at gøre LINAK til en totalt grøn virksomhed. Lykke Friis skal også se ”Diamanten” i Fynshav og høre hvordan den energirigtige renoveringen skal danne skole for 1300 andre sportshaller i Danmark. Ministeren vil også blive præsenteret for andre dele af ProjectZero.
I Sønderborg skifter ministeren kasket til ligestilling når hun på Sønderborg Kvindekrisecenter skal tale med voldsramte kvinder og høre om hvordan frivilliges indsats betyder alt for kvindekrisecenteret virke.
– Hvert år udsættes minimum 28.000 kvinder for vold fra deres partner. Det er helt uacceptabelt og noget som alle skal sige massivt fra overfor. Kvindekrisecentrene hjælper mange kvinder videre i livet, og derfor er jeg også glad for at Lykke Friis vil sætte tid af til besøget. Udtaler Ellen Trane Nørby.
Dagen sluttes af i Aabenraa, hvor Lykke Friis til et åbent arrangement på Der Nordschleswiger holder oplæg med udgangspunkt i sine halvt danske, halvt tyske rødder og ellers taler om vejen til Klimaministeriet og aktuel politik
Dagen rundes af med et stormøde med LandboSyds medlemmer. Her er biogas og landbruget som fremtidens energileverandør på dagsordenen.
– Det betyder meget for et område som Sønderborg, at ministrene med egne øjne kommer herned, og ser hvad der sker. Derfor er jeg enormt glad for, at vi også i 2011 kan byde ministre velkommen til Sønderborg.