24 + 4 – ikke på vilkår!

Det er sol, det er sommer, og for tiden gror ”agurkerne” ekstra meget ud af nyhedsmediernes spalteplads. Vi nikker genkendende til det år efter år. Politikere kæmper ihærdigt om at sende politiske ’prøve-balloner’ op i luften, imens Hr. og Fru Danmark holder ferie og har tid til at læse avisen over morgenkaffen på terrassen. Sådan skal det også være. Alle politiske partier har deres frie ret til at komme med politiske udspil, at skabe overskrifter og deltage i de politiske forhandlinger på den måde, som hvert parti nu synes er mest fornuftigt. Det er jo sørme det, politik handler om.

Men på samme vis er alle partier og personer også i sin gode ret til at ytre holdninger, ros, kritik eller hvad der måtte føles relevant til de politiske forslag eller intentionerne bag.

Når jeg i sidste uge slog op i min avis og læste, at Dansk Folkeparti nu vil ændre 24-års reglen til en 28-års regel, håbede jeg mest af alt, at det var den danske hedebølge, der havde givet flimmer for øjnene. Men det var med ramme alvor. I min verden kan 24+4 dog aldrig accepteres og forsøget på at begrænse danskernes mulighed for at gifte sig med en udlænding før de fylder 28 vil mest af alt skade den integration som DF ellers siger, er hensigten bag forslaget.

24-års reglen er en succes

Springer vi tilbage til 2001, hvor VK-regeringen overtog styringen af landet, så var der ikke blot et stort ønske i befolkningen om at stramme reglerne omkring indvandringen, det var simpelthen en nødvendighed for at kunne styrke integrationen og skabe bedre forhold for de indvandrere, der allerede havde valgt at bosætte sig i Danmark. Et af de mange initiativer, der kort efter valget blev gennemført var 24-års reglen. Det er ikke en af den slags regler som jeg som liberal elsker, men den virker, og den beskytter mange af de unge, der tidligere i en ung alder blev udsat for et ekstremt pres fra familien for at gifte sig. Med denne regel fik vi sat en tyk streg under, at vi som samfund ikke vil acceptere, at grupper blandt nydanskere tvinger deres døtre ind i et uønsket ægteskab. Reglen virker. Ikke nok med, at vi har fået begrænset antallet af tvangsægteskaber, så ser vi også en positiv udvikling i, at unge kvinder af indvandrefamilier nu, i højere grad, vælger uddannelse og gifter sig senere, flere end tidligere med herboende danskere.

Derfor kan det også undre, hvorfor DF ønsker at sætte aldersgrænsen op til 28 år. For hvorfor ændre noget, der virker? Hvilke personer er det egentlig, at Dansk Folkeparti gerne vil ramme?

Reglen vil ramme de forkerte

Der skal jo ikke herske tvivl om, at ligesom med mange andre succeser, så har 24-års reglen også en bagside. En lille gruppe danskere, ofte den gruppe som har rejst meget, arbejdet eller læst i udlandet, har måttet sande, at familiesammenføringsreglerne har betydet, at de ikke kan få sin udenlandske kæreste med til landet, før kæresten er fyldt 24 år. Det er en dyr pris, disse folk betaler.  I Venstre vurderer vi, at 24-års reglen bidrager med så meget positivt, at det er en pris, vi bliver nødt til at betale, da reglen er et effektivt redskab til at nedbryde feudale familieværdier – og traditioner.

DFs forslag om at lade 24 blive 28 vil kun efterlade langt flere danskere i klemme i systemet. Det vil være en direkte hæmsko for at sikre, at Danmark og danskerne kan begærde sig godt i den globaliserede verden, hvor job og konkurrence ikke længere forholder sig til grænsestreger på et kort.

Vi befinder os i en global tidsalder, hvor unge i dag – selvfølgelig – rejser ud i den store verden for at uddanne sig eller blot for at smage på andre kulturer og få oplevelser med hjem i rygsækken. Og her er der chancer for, at man forelsker sig. Danskere og deres kærester skal ikke lide under, at DF ønsker at sætte en udlændingedagsorden, der ikke blot er helt unødvendig. En ændring af 24-års reglen vil også gøre det sværere for veluddannede udlændinge, der arbejder i Danmark og har opholdstilladelse at få deres kærester til landet. Jeg kunne have håbet, at den tropiske sommer i stedet havde fået DF til at indse, at vi hverken kan eller skal afskærme Danmark fra resten af verdenen.

Vi samarbejder godt med DF

Jeg er langt fra enig med DF. Hvad end vi taler om dette emne eller behovet for reformer for at kunne bevare og udvikle velfærdsdanmark eller andre emner. Men ligesom tidligere SR regeringer har været dybt afhængige af Enhedslisten, så er DF en samarbejdspartner for VK. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke er lydhøre over for Dansk Folkepartis forslag, om end vi ikke altid er enige med dem.

I Venstre er der altid plads til debat. Og hvis vi kunne skabe nogle regler, der alene rammer den gruppe af folk, de er tiltænkt, samtidig med at vi overholder konventioner i menneskerettighederne samt gældende EU-regler, så er det da klart, at det vil være fornuftig at kigge de nuværende regler grundigt efter i sømmene.  Det bedste vil jo være at skrue lovgivningen sådan sammen, at den bliver målrettet personer fra de lande, hvor der i udbredt grad er tradition for tvangsægteskaber, så vi kan være sikre på, at disse personers kærlighed er ægte – og ikke noget familien har besluttet – og så uskyldige danskere ikke kommer i klemme i reglerne for familiesammenføring.

Men det er en svær balancegang, og jeg kan på ingen måde støtte et forslag, der i sidste ende diskriminerer visse befolkningsgrupper.

Regeringen lader sig ikke true!

Det mest bemærkelsesværdige, i hele den debat som Dansk Folkeparti har skabt, er, at Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl har fremsat forslaget som et ultimativt krav. Regeringen har nemlig bare at makke ret og acceptere forslaget, lyder det – ellers så kan regeringen godt skyde en hvid pil efter Dansk Folkepartis støtte til kommende reformer eller til den næste finanslov. Tankegangen er absurd. I mit politiske univers opnår man politiske resultater igennem forhandlinger og ved kompromis. Hvert parti må hugge en hæl og klippe en tå – sådan er politik – noget for noget. Men når man begynder at blande udlændingepolitikken sammen med vigtige velfærdsreformer eller finanspolitik, så er der noget helt galt. Når vi taler om nødvendige velfærdsreformer, der skal sørge for, at der er råd til, at danskerne også i fremtiden kan blive behandlet på sygehusene, at vi har en folkeskole i verdensklasse og kan få vores gamle mor passet på et plejehjem, så synes jeg, det er skræmmende og politisk ukløgtigt, at Dansk Folkeparti tager disse reformer som gidsel.

Man må gå ud fra, at hvert parti møder op til en forhandling for at diskutere det pågældende fagområde og forholder sig til dette fagområde – frem for noget, der slet ikke er relevant i samme sammenhæng. Ønsker DF vitterlig kun at tage arbejdshandskerne på, hvis regeringen sluger en politisk kamel på udlændingeområdet? Såfremt det er partiets strategi, så kan de godt lade arbejdshandskerne blive i skuffen eller fortsætte sommerferien.

Dansk Folkeparti har uden tvivl været en loyal og ansvarlig samarbejdspartner i de sidste ni år. Og det betyder selvfølgelig også, at DF får sat fingeraftryk på de politiske aftaler der indgås. Men pistolpolitik, hvor DF kræver 24+ 4 = antiglobalisering, der står jeg klart af – og det gør V og K som helhed heldigvis også.

En kommentar til “24 + 4 – ikke på vilkår!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.