Et europæisk Tyskland

Tyskland er under Kansler Angela Merkel kommet ud af fortidens skygge. Tidligere måtte tyske politikere altid agere som en skygge for sig selv, men samtidig altid have checkhæftet parat. Det tyske Wirtschaftswunder (den økonomiske genrejsning efter krigen) blev i det øvrige Europa oftere omtalt med hånlige bemærkninger end med den beundring det fortjente. I dag er det heldigvis anderledes. Det tyske fodboldlandshold er meget tæt på at være et sindbillede på Tyskland – det er ungt, sprudlende og selvbevist. Samtidig er Tyskland på trods af den nyvundne nationalfølelse stadig dybt forankret i det europæiske samarbejde. Også selv om Tyskland i dag i højere grad forfægter tyske interesser.

Kansler Merkel har mere end nogen anden formået at holde balancegangen mellem at føre Tyskland frem til den plads landet fortjener i Europa, uden at det samtidig er kammet over i nationalisme og indadvendthed. Når alt kommer til alt, så har vi i Danmark brug for et stærkt og selvbevist Tyskland – især på det økonomiske område. Der findes næppe noget land, som er mere på linje med den tyske økonomiske politik end Danmark. Lav offentlig gæld og underskud er ligeså meget et dansk som et tysk mantra. Opfattelsen af Tyskland er dog desværre anderledes. Myten lyder at Tyskland er ude på at tryne de små lande, og at landet i øvrigt kun tænker på den tyske sværindustris interesser. Realiteterne er helt anderledes, Tyskland tager altid hensyn til sine nabolande, og navnlig de små af slagsen. På helt konkrete politikområder er der også ligheder mellem Danmark og Tyskland; begge lande er budgetbisser, og sætter ønsket om rettidig omhu på finanserne højt. På miljøområdet deler vi også fælles interesser, Tyskland er langt fremme når det gælder vedvarende energi. Planerne om en fælles dansk-svensk-tysk vindmøllepark ved Kriegers Flak er et andet godt eksempel på sammenfaldende dansk-tyske interesser. Den faste forbindelse over Femern vil yderligere gøre det mere oplagt at rette blikket mod Tyskland

Vi har med Thomas Manns ord i dag et europæisk Tyskland, og ikke et tysk Europa. I denne ene sætning sammenfattede Thomas Mann 100 års tysk historie: Fra at have været en kulturelt dominerende centraleuropæisk magt med en til tider aggressiv adfærd blev Tyskland efter Anden Verdenskrig en international kompromissøgende medspiller. Det er i dag Merkel som forvalter denne arv, og på trods af massiv kritik i især den franske debat, så er Tyskland mere europæisk end nogensinde før. Eller rettere sagt Tyskland tager i dag et ansvar, som er større end blot at skrive en check. Tyskland tager et politisk ansvar for EU i en periode hvor det ville være meget lettere at ty til kortsigtede og populistiske løsninger. Derfor giver Europabevægelsen prisen som Årets Europæer til Angela Merkel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *