En dag i den tid, jeg har siddet i Folketinget modtog jeg en buket blomster. Det var en fin buket og jeg blev ved godt humør og smilede over de skønne blomster, der nu kunne pynte på mit kontor. Mens jeg studsede over hvem, der mon havde været så venlig at give mig blomster fik jeg øje på stænglerne uden hoveder men med stikkende torne, der stak ud af postrummet ved siden af mit. Mine mandlige kollegaer havde fået buketter uden blomsterhoveder. Desto mere nysgerrig blev jeg mens jeg stod og fumlede med kuverten med kortet. Tillykke med 100% af buketten. Eller noget lignende stod der. I dag fejrer vi kvinderne 100% mens mændene må undvære 17% af toppen. Det er den lønforskel danske kvinder altid oplever!
Mere sigende kunne det næsten ikke gøres. Den uligeløn som danske kvinder oplever for samme arbejde er uacceptabelt. Nuvel er der historiske årsager til en del af lønforskellen og meget kan også forklares ud fra det faktum, at det danske arbejdsmarked er et af de mest kønsopdelte i verden. Lande som Japan og Italien har langt mindre kønsopdeling end vi har i Danmark og i de øvrige skandinaviske lande. Bagsiden af den nordiske velfærdsmodel synes at være, at kvinderne klumper sig sammen i den offentlige sektor mens mændene vælger lederjobbene i det private. I Danmark arbejder mere end 60% indenfor brancher, hvor færre end en fjerdedel udgøres af det mindst repræsenterede køn. Også vores uddannelsessystem er ekstremt kønsopdelt og lige så få mandlige sygeplejersker vi finder, lige så få kvindelige murere møder vi ude på landets arbejdspladser.
At sikre ligeløn for lige arbejde er en klar prioritet for os, men det er ikke nok at sige ligeløn. Vi er også nødt til at forholde os til alt det rundt om lønnen for det er der, de bagvedliggende årsager gror. Selv om opgaverne i hjemmet over generationer er blevet mere ligeligt fordelt, så er det fortsat kvinderne, der bruger mest tid, også på at hente og bringe børn. Ser vi på barslen, tager kvinderne størstedelen, ja de synes nærmest de har krav på den og manden må nøjes med de stumper der bliver til overs. Historisk set må vi også erkende at mændene og de mandlige fagforeninger altid har haft en forhandlingsdagsorden, som har handlet om løn, løn, og mere løn, hvor kvinderne har været i front for kampen om ferie, sygedage og fleksibilitet. Der skal også være plads til de mange, som vælger arbejde fra, går ned i tid og prioriterer anderledes, men vi skal også være ærlige og acceptere, at det påvirker lønnen i en række fag.
Under sidste valgkamp stod såvel DF, SF som S i kø for at love Sosu-assistenten og sygeplejersken mere i løn. Der var slet ikke grænser for hvor meget man ville blande sig i løndannelsen og arbejdsmarkedsforhandlingerne. Jeg synes man skal notere sig, at der ikke siden har lydt et kvæk om pengene og jeg kan heller ikke se, at de er afsat i deres politiske udspil. Jeg har aldrig lovet, at der var lette løsninger og at vi fra politisk hold nu ville sende en check og blande os. Det gjorde Venstre hverken i valgkampen da det var opportunt og vi gør det heller ikke nu. At sikre ligeløn i Danmark er en prioritet for os og det vil vi dedikeret arbejde for med fokus på alt fra daginstitutionernes åbningstider, barsel, fokus på kvinders pension, flere kvinder i ledelse, flere kvinder i bestyrelserne og en række andre initiativer som helt sikkert også vil påvirke kulturen og strukturen på det danske arbejdsmarked. Vi har også store forventninger til lønkommissionens arbejde og deres anbefalinger forhåbentligt vil sætte på kompetencer og kvalifikationer. Erfaringer fra Sverige har også vist, at kvinderne vinder ved individuelle lønforhandlinger. Danske kvinder er nemlig super kvalificerede – også til 100% løn.
