Skrivemaskinekursus. Smag lige på ordet. Hvornår er det lige sidst du har brugt ord som rettebånd. Skrivemaskine, eller slettelak? Da jeg gik i skole – og så lang tid er det ikke siden! – I start halvfemserne var der rift om det valgfag, der hed skrivemaskinekursus, her lærte man ti-fingersystemer og jeg var ikke på nogen måde misundelig når jeg i stedet gik til foto og billedkunst.
Jeg har klaret mig fint med mit selvlærte fingersystem, men i dag ville jeg jo være en digital analfabet, hvis jeg ikke som en del af min skoletid og fritid var blevet fortrolig med alt fra all4you sms sprog, mp3-afspillere over e-books til computere og mobiltelefoner. Det der i min skoletid var læring, der lå udover pensum er i dag helt fundamental for at man overhovedet kan begå sig i vores digitale verden.
Regnemaskinen TI68’eren var det mest digitale legetøj der kunne finde vej til vores skoletasker i gymnasiet og Folkeskolen computerlokale med Commadore 64ere og siden sort/hvide tekstbehandlings programmer skulle bookes i god tid hvis en enkelt time skulle bruge til undervisning i EDB.
I dag dømmes man ikke på om man kan sit tifingersystem, men på om man kan skrive smser med lukkede øjne. Antallet af fingre siger her noget om de forskellige generationer og deres fortrolighed eller mangel på samme med favre digitale verden.
Vi taler ikke længere om hjem uden et klaver i overført betydning, men i stedet om hjem uden computer og internetopkobling. Behovet for et leksikon i reolen og en ordbog til at slå nudanske betegnelser op, er i dag alt sammen integreret på computeren. Vi er som samfund nødt til at forholde os til, at læring og tilegnelse af viden i dag er uløseligt forbundet med adgangen til www.
Hvis ingen skal videns og teknologimæssigt marginaliseres i forhold til deres jævnaldrende, så er vi nødt til at forholde os til, at teknologi i dag er en del af det at lære. I Frankrig stiller de sågar krav om, at operatørerne skal stille billigere internetforbindelser til rådighed for samfundets økonomisk svageste.
En computer er i dag et læringsredskab på linje med lommeregnere og bøger. Derfor skal skolerne og lærerne også kunne håndtere den fortrolighed som de unge har med de nye medier. Det handler ikke kun om fysisk at udstyre klasselokalerne med interaktive tavler, stikkontakter og internet, lærerne skal også være klædt på til at kun bruge teknologien og integrere den i undervisningen. Teknologier som it-rygsæk og dictus til ordblinde elever kan sikre, at de også kan følge med i et helt andet omfang end i fortidens skole, men også det forudsætter, at lærerne er klædt på til opgaven.
Lige så fantastisk den digitale verden er, lige så mange faldgrupper er der. Brugen af google, wikipedia, facebook, blogs, you tube og alle de andre hjemmesider forudsætter, at skolerne lærer eleverne at skelne, at sortere og at være kritiske, ellers bliver Internettet blot en sump af viden. De unge er det man kan kalde digitalt indfødte, men den teknologiske udvikling stiller i dag endnu højere krav til at lærerne følger med, så de ikke ender som digitale analfabeter uden forståelse for nutidens vigtigste leksikon og læringsredskab.
Indlægget er bragt i det seneste nummer af bladet “Efterskolen”.
