Helle for et skovsvin

Den forgangne weekend var præget af socialistiske 1. maj paroler, der gjaldede fra parker og pladser. Intet var overladt til tilfældighederne når formand Villy og formand Helle besteg scenerne og afleverede spinskarpe kommentarer, og lod kritikken hagle ned over regeringen. Ikke et ord om hvad de selv ville, men det er jo også meget lettere at agere prinsessen i Klods Hans, som gang på gang blot replicerer duer ikke, næste. Uden overhovedet at forholde sig til indholdet.

Efter de mange taler og opsange om solidaritet, regeringsansvar og arbejderklasse må tilhørerne været blevet så trætte, at de helt glemte, at de mange dåser, flasker, engangsgrill, madpakker, poser og andet habengut, som de havde slæbt med ind i parkerne, også skulle ryddes op.

Som var det en slagmark, blev 1.maj pladserne efterladt med affald og skrald i massevis. Sådan er det åbenbart at være socialist – der kommer altid nogen bagefter, som er nødt til at tage det hårde arbejde og rydde op.

I lørdags blev 1. maj et helle for skovsvinene. En skærende kontrast til SFs paroler om miljøpolitik og til Ss kritik af at regningen overlades til de næste. Men det er desværre nok SF-S politik i en nøddeskal. Flosset i kanten og bestemt ikke til genbrug. Men hvorfor bekymre sig om oprydningsudgifterne for socialisternes 1. maj? Fordi det desværre ikke kun er 1. maj, at danskernes forhold til skrald luftes til offentligt skue.

Udgifterne til oprydning på gader og grønne områder er i landets fire største byer er steget fra 38 mio. i 2005 til 66 mio. i 2009. Læg dertil de udgifterne i de øvrige 94 kommuner og så har jeg slet ikke medregnet afrensningen af graffiti eller hærværk i opgørelsen.

Det er penge, som samfundet smider direkte ud af vinduet og udgifter, som overhovedet ikke ville være der, hvis alle folk selv tog sig af deres affald. Det handler i høj grad om den indstilling man har overfor samfundet og vores fælles værdier, hvad end det er Fælledparken, Vestkysten eller Klitplantagen.

Overalt ligger der affald som kommunale medarbejdere kan bruge timevis til at samle op. Eller frivillige affaldssamlere, der ikke kan leve med tanken om at et dyr kan komme til at spise plastikstykker og blive kvalt i det, eller køer, der får maven sprættet op indefra af øldåser, der er blevet ensileret.  

Hvis vi kigger på de omkostninger, som er forbundet med opsamlingen, at det skidt som folk smider, så koster det to skattekroner at samle et skod, et stykke papir fra mad eller en pizzabakke op. Det koster fem skattekroner at samle en hundelort op . Ti skattekroner at fjerne et stykke nedtrådt tyggegummi eller en knust flaske fra gade eller park.

Der er også flere og flere, som ikke bare smider et enkelt stykke affald, men helt dumper deres skraldespande. Her koster det 15 skattekroner at fjerne en efterladt pose husholdningsaffald, noget, som også tiltrækker rotter og derfor kan være forbundet med endnu flere udgifter.

Hvis alle bare ville samle deres eget affald op, så var vi som samfund forskånet for millionudgifter. Det er penge, der i stedet kunne bruges til at renovere skoler, passe de ældre eller forskønne vores byer og landområder. Det var desværre ikke den parole Villy og Helle havde med 1. maj, hvor socialisterne ellers talte om penge til velfærd, så oprydningen efter SF og S bliver stor.