Regeringen vil med en aktiv forebyggelsesindsats sikre at unge, der er på vej ud i kriminalitet får den rette hjælp og støtte til at komme tilbage på et sundt spor igen. Regeringen prioriterer forebyggelse af kriminalitet højt, og derfor er jeg meget glad for, at en helt ny aftale igangsætter projekter i Sydjylland, der netop har det formål.
Nogle netop afsluttede forhandlinger er nået til enighed om at støtte Sønderborg Kommune med 2,5 millioner til en målrettet indsats mod ungdomskriminalitet, hvor gode projekter for de unge i Kærhaven og på Søstjernevej kan hjælpe unge, der er på vej ud i kriminalitet, inden det er for sent. På samme vis får Varbergparken i Haderslev og Korskærparken i Fredericia en stor sum penge til projekter med samme formål.
I alt har forhandlingerne i Socialministeriet ført til at 137 mio. kr. nu bliver fordelt til udsatte boligområder rundt i landet, og her har altså både Sønderborg, Haderslev og Fredericia Kommune fået sine ansøgninger imødekommet. I Kærhaven og på Søstjernevej i Sønderborg skal pengene bl.a. bruges til en gadeplansindsats, og i Varberg Parken i Haderslev har skoleeleverne højere fraværs procenter, og man oplever i øjeblikket, at de unge grupperer sig og danner deciderede bander. Derfor skal midlerne bruges til opsøgende teams, som skal hjælpe unge på rette vej igen. De opsøgende teams er en del af en helhedsplan, der aktivt skal hjælpe børn og unge til at vælge kriminalitet fra.
For Venstre er det vigtigt at vi hjælper unge, der hvor de unge er, derfor er jeg også glad for at disse penge bruges på konkrete projekter, til at hjælpe unge, der er på vej ud på et sidespor. Projektet startes allerede i år og frem til 2013.