I weekenden holder SF landsmøde i Odense Kongrescenter. SFs store forandring synliggøres nu hvor landsmøderne i gymnastiksalen med fælles sovning i klasselokaler er afløst af fine rammer og dyre øl. Et emne, der sikkert ikke vil komme på dagsordenen er partiets holdning til de danske EU- forbehold, for her er der så meget slinger i valsen og mangel på mod, at partiledelsen gør alt for at lægge låg på en sådan debat. Heldigvis er der flere og flere i partiet, der ser EU som en politisk kampplads, hvor der også er mulighed for at arbejde for folkesocialistiske synspunkter. Derfor kan vi kun opfordre Villy til at lære af Pia, Margrethe og Anne Grethe med efternavnene Olsen Dyhr, Auken og Holmsgaard. De tre SFer har nemlig med deres positive EU holdning fundet den retning SFs forandringsproces bør fortsætte i, så Danmark kan blive fuldt og helt medlem af EU.
En afstemning om en afskaffelse af de danske EU-undtagelser presser sig på. Lissabon-traktaten forøger omkostningerne ved at stå uden for samarbejdet på ikke mindst det retlige område. Danmark er i dag ved at blive et B-medlem i samarbejdet. Det vil skade troværdigheden af vort EU-formandskab i 2012, hvis vi til den tid fortsat bøvler med undtagelserne og det vil skade Danmarks interesser.
Vi må give regeringen, at den har en pointe, når den fremfører, at Danmark ikke har råd til at tabe endnu en EU-afstemning. Hvis det sker, er et opgør med forbeholdene skudt til hjørnespark i en længere årrække.
Tilbage står, at SF i den aktuelle situation har et stort ansvar. Hvis partiet drog konsekvensen af sin mere konstruktive holdninger til det europæiske samarbejde og sagde JA til euro’en, ville regeringen ikke kunne sno sig uden om en afstemning , og på tværs af Folketinget ville man stå samlet og sende et positivt fælles signal til vælgerne om, at vi vil EU 100 pct.
SF’s uafklarede holdning til euro’en er noget af en gåde. Et hovedsynspunkt i den kursændring af Europapolitikken, som rorgængeren Gert Petersen lagde op til i 1980’erne, var ønsket om at søge indflydelse, dengang i første række i forhold til miljø og udenrigspolitikken. Men er der noget område, hvor Danmark ville kunne få indflydelse, hvis vi deltog, er det netop den fælles valuta. Her lever vi typisk op til de økonomiske krav, men har sat os selv uden for indflydelse i såvel euro-gruppen som den europæiske Centralbank.
Den skeptiske indstilling i SF kan skyldes en forestilling om, at den fælles valuta er kapitalismens værk. Lidt polemisk kunne vi spørge, hvorfor er den danske kapitalisme altid hyggeligere for SF end den europæiske – og i givet fald burde SF også sige nej til det indre marked. Mere alvorligt kan man naturligvis altid diskutere, om de sociale og beskæftigelsesmæssige hensyn har fået den plads i eurosamarbejdet, der tilkommer dem. Men er der behov for ændringer i konstruktionen, kan vi kun få indflydelsen til at gøre noget ved det ved at tage del i samarbejdet.
Forhåbentlig vil SF bruge weekendens landsmøde til at erkende, at det også i forhold til euro’en gælder, at man kun opnår indflydelse ved at tage del i samarbejdet. Udviklingen af SFs Europapolitik er et godt eksempel på, at følelserne trods alt kan vige for den sunde fornuft. Det er tid til at et EU-støttende parti som SF melder sig fuldt ind i kampen og sørger for, at Danmark får tilbagekæmpet den indflydelse, som vi mister mere og mere.
