Hvad er fattigdom? Et spørgsmål, der giver mange og meget forskellige svar. Derfor har vi brug for en mere dækkende og nuanceret målestok. Hvis ikke vi nærmer os et fælles sprog for fattigdommens mange aspekter, så risikerer vi at fortsætte de endeløse debatter om definitionen på oppositionens håbløse fattigdomsgrænse, hvor man alene fokuserer på de økonomiske forhold.
En lav indkomst betyder nemlig ikke nødvendigvis, at man så samtidig er fattig på ressourcer. Fattigdom er ikke et beløb, man kan regne sig frem til i kroner og øre. Fattigdom er ej heller en størrelse, der kan anvendes generelt og alene behandles med en dækningsløs socialdemokratisk velfærdscheck. Vi er forskellige som mennesker og fattigdommen har mange ansigter og spænder vidt. Derfor skal vi først og fremmest definere problemet for at kunne løse fattigdommens udfordringer. Det er mangel på både økonomiske og sociale ressourcer der betyder, at den enkelte eller en familie har svært ved at klare hverdagen.
Derfor vil vi indføre retvisende fattigdomsindikatorer, der afspejler, at fattigdom bygger på blandt andet følgende økonomiske såvel som sociale faktorer. Man er i risikozonen og i særlig grad udsat, hvis man har været på nedsat ydelse fra det offentlige i mere end 12 måneder, uanset om det er starthjælp eller kontanthjælp. Hvis man får en diagnose på en psykisk sygdom. Hvis man har et misbrug af alkohol eller stoffer. Hvis et barn får et stort fravær fra skolen. Hvis kommunen får kendskab til en sag om dårlig behandling af børn i en familie. Og hvis en borger ufrivilligt mister sin bolig. Altså helt konkrete scenarioer for, hvornår man som menneske befinder sig i eller på kanten af et liv i fattigdom. Selvfølgelig er der også andre situationer, hvor vores liv bringes ud af kurs og risikoen for social deroute, marginalisering og fattigdom er til stede. Vi skal ikke stigmatisere alle med problemer, men vi skal være langt mere opmærkesomme på risikoen så vi kan forebygge socialmarginalisering og fattigdom.
Det er vigtigt, at vi får sat billeder på symptomerne i stedet for alene at anvende en passende og vanlig beløbsramme eller satskategori. Kommunerne skal være opmærksomme på, at vi får identificeret de børn, der lever i fattigdom – og det er langt lettere at spotte, hvis man gør brug af sådanne fattigdomsindikatorer og konkrete eksempler, som vi alle kan forholde os til.
Vi kunne komme meget langt, hvis også oppositionen og i særdeleshed Socialdemokraterne vil anerkende, at fattigdom ikke alene behandles med kolde kontanter.
I en årrække har Mette Frederiksen (S) angrebet regeringen for at svigte de allersvageste, fordi de sociale ydelser er alt for lave. Men forleden kunne man så forstå, at Frederiksen faktisk mener, at fattigdom handler om andet end økonomi. Og dermed er vi tilsyneladende kommet et skridt nærmere enighed. Dog har vejen til denne erkendelse været både lang og snørklet. Ja, faktisk har socialdemokraterne været i en evig tilbagevendende debat med sig selv om, hvorvidt man vil sætte en grænse eller ej. Og i særlig grad hvordan en fattigdomsgrænse skal se ud og hvem den skal omfatte…
Allerede i 2004 gav Helle Thorning-Schmidt udtryk for, at hun ønskede en grænse for fattigdom i Danmark. Under sidste valgkamp var det så Mette Frederiksens tur til en svingom i grænselandet – men efter måneders forsøg endte det med, at politisk ordfører Henrik Sass Larsen i et interview til Politiken kastede håndklædet i ringen og erkendte: ”at det er svært at få defineret den her grænse, og at vi simpelt hen ikke kunne nå det.”
Vi venter stadig – nu på sjette år på en klar definition fra Socialdemokraternes side.
Faktum er, at en fattigdomsgrænse aldrig vil kunne give et retvisende billede af noget som helst. For hvornår er man fattig? Er man fattig, hvis man er selvstændig med et lille rådighedsbeløb? Er man fattig fordi man bevidst har valgt en lavere indkomst for at få tid til sine børn? Nej, en sådan grænse kan ganske enkelt ikke anvende – og det må også Socialdemokraterne have indset. Så hvorfor ikke blive enig om de målbare og meget konkrete fattigdomsindikatorer i stedet? Opfordringen er hermed givet videre – vi er klar til dialog. Især nu, hvor socialdemokraterne er kommet med indrømmelser om, at fattigdom skal måles på både økonomiske og sociale indikatorer.
Indlægget er skrevet i fællesskab af Vivi Kier, socialordfører for Det Konservative Folkeparti og Ellen Trane Nørby, Socialordfører for Venstre
