Væk med modstanden – på med EU-ja-hatten!

Det er kun halvandet år siden EU-modstanderne råbte “KRISE!!”, og gjorde alt for at pege fingre af EU-fællesskabet, da ratifikationen af Lissabon-traktaten var blevet sat på standby. EU var et døende samarbejde, der ikke kunne komme op ad det hul, det selv havde gravet sig ned i, fik vi at vide. Men nu hvor alle medlemslande har underskrevet Lissabon-traktaten, hvor der er blevet udpeget en fælles præsident og udenrigschef, hvor der er blevet valgt et nyt energisk parlament og samarbejdet opleves tættere end nogensinde før, skulle man tro, at de danske modstandere var blevet klogere og kunne se realiteterne i, at Danmark er med i et stærkt og visionært fællesskab – som vi på ingen måde må stå udenfor. Men nej, mit håb er blevet gjort til skamme, for nu kører modstanderne igen ud af et forkert spor, og giver Euroen skylden for, at lande som Grækenland, Spanien og Østeuropæiske lande nu oplever store problemer med deres økonomier. Euroen er den nye græske tragedie lyder det, men sandheden er jo den, at havde det ikke været for Euroen, så kunne flere af de europæiske lande være gået bankerot. Mens den britiske pund har oplevet sit mest markante fald siden 1930 (ca. 30 pct. på et år), har Euroen forhindret, at finanskrisen har udviklet sig til en reel valutakrise, og EU-landene mod at ende i den totale katastrofe.

Krisen har også ramt de nordiske lande

Det er derfor også på tide, at vi i Danmark nu overgiver os, og gør op med os selv, om vi fortsat vil stå på sidelinjen i en vanskellig økonomisk tid og se vores holdkammerater tage magten over spillet. Eller om vi vil tage Euro-ja-hatten på og få indflydelse på de resultater, der skabes i hele Euro-gruppen. Økonomisk uføre er nemlig også blevet hverdag i de nordiske lande, og er derfor ikke noget som vi kun kan konstatere sker i de Sydeuropæiske lande. Danskerne valfarter på shopping-ture til Sverige, fordi den svenske krone er raslet ned. Landet har i praksis foretaget en devaluering. Det har imidlertid ikke hjulpet på den svenske økonomi, arbejdsløsheden er fortsat høj og hæderkronede svenske virksomheder som SAAB og Volvo er ved at lukke. Men finanskrisen har også sat vores egen krone under pres. Nationalbanken har været nødsaget til at hæve renten for at forsvare Danmarks fastkurspolitik, for det er netop i krisetider, at de økonomiske omkostninger ved at stå uden for Euroen er størst.

Derfor opfordrer jeg EU-modstanderne til at pakke alt den nostalgiske snak om Kronens historie langt væk, og lade Euro-debatten handle om andet end, at Euro-mønterne er grimme, og at det nu vil være ærgerligt, hvis vi ikke kan købe morgenbrød hos bageren for den gode gamle danske krone. Det er situationen simpelthen for alvorlig til.

Hvor mister vi indflydelse?

Spørgsmålet er så, hvad det egentlig er vi går glip af, når vi står ude på sidelinjen? Svaret er meget ligetil, for så længe vi står uden for Euroen, fører Danmark en pengepolitik, vi ikke selv er med til at bestemme. Den selvbestemmelse vi har i dag består i at holde kronekursen stabil over for euroen, intet andet. Som fuldt medlem vil Danmark være repræsenteret i den Europæiske Centralbanks styrelsesråd og dermed have indflydelse på den førte pengepolitik.

Men problemet er dog større end, hvad vi umiddelbart går rundt og tror. Og det er netop her vi EU-tilhængere har en stor kommunikationsopgave liggende foran os. For Euro-landene har ikke kun eneret på pengepolitikken i EU. Det der er ved at ske, er, at EU – i høj fart – er ved at dele sig i to. I et A og et B hold, hvor Euro-landene styrer retningen og tager de store beslutninger. Med Lissabon-traktaten er denne inddeling blevet tydeligere, fordi Eurolandende har fået tildelt en yderligere række af beslutninger, som de må tage på egen hånd. Og vi kan ikke bebrejde dem for at gøre det. Vi kender det jo fra os selv. Hvem gider involvere de naboer, der aldrig møder op til sommerrengøringen i andelsforeningen, fordi de mener, at de ikke behøver at tage et ansvar? Hvis man vil være en del af fællesskabet må man også bidrage til fællesskabet. Det gælder også for Danmark og derfor skal vi ikke kun være medlem af Euroen, men vi skal af med alle vores forbehold.

Væk med forbeholdene!

Hvis vi vil hjælpe de børn, kvinder og mænd, der er ofre for en brutal menneskehandel og hvis skæbner er overladt til bestialske bagmænd, så kræver det, at vi samarbejder på tværs af landene i EU. Det gælder også hvis vi vil narkotika-handlen, pædofilinetværk og terror til livs. Men Danmark kan ikke deltage i sådan et samarbejde, da vi har retsforbeholdet. Derfor skal det afskaffes. På samme måde er vi forhindret i at deltage i EU’s forsvarssamarbejde, der er med til at skabe fred og sikkerhed i en lang række områder i verden.

Jeg kan ikke sige det mere klart. Det er nu vi EU-tilhængere skal på banen. Det er nu vi skal frem med de saglige argumenter, hvor vi kan få forklaret danskerne omkring bagsiden af vores forbehold. Og det er nu, at alle ansvarlige partier tager aktivt og konstruktivt del i kampagnen for, at Danmark bliver et helhjertet medlem af EU-fællesskabet. Der er ikke tid til strategisk nølen og tilbageholdenhed fra SF eller andre EU-modstandere. For fornuften ligger i argumentet, og derfor skal kræfterne bruges på at give danskerne den viden og information de har brug for, så de kan se det fornuftige i at stemme ja. Kræfterne skal ikke bruges på at tjekke meningsmålinger og lave skræmmekampagner.

En kommentar til “Væk med modstanden – på med EU-ja-hatten!

  1. Ærligt talt, Ellen …

    Du skyder EU- og Euro-modstanderne i skoene at det eneste argument imod at gå med i det europæiske totalprojekt, hvor det flyder med mælk og honning, er at de synes at “Euro-mønterne er grimme” og at de i øvrigt alle sammen er nostalgikere og landsbytosser. Det er sykofanteri. Der er solide øknomiske argumenter imod Euroen og for nationale valutaer.

    Det er fx vigtigt for de enkelte landes valutaer at kunne manøvrere uafhængigt af hinanden, og i henhold til markedet og det enkelte lands økonomi. Det mest fordelagtige ville vel nok være at genindføre guldstandarden, men så længe det ikke ligger i kortene er det nødvendigt at lade markedet råde og i øvrigt at kunne de- og revaluere for at korrigere for nationale økonomiske problemer.

    Du nævner selv Grækenland. Her er det ikke op til den græske regering at vende skuden så den græske økonomi igen lever op til Euroens konvergenskrav – i kraft af Lissabon-traktaten går EU nu ind og påtager sig en formynder-rolle for den græske økonomi. Det er et af de allerstørste problemer med Euroen – det handler nemlig ikke bare om pengesedler og 25-øre-mønter, det handler om kontrol over vores nationale økonomi.

    I øvrigt har det bedste argument ja-siden i mange år har kunnet komme op med været at med Euroen ville det blive meget nemmere når man skulle på charterferie på Mallorca og man var fri for at veksle penge. Den slags pjank er situationen da vel forhåbentlig også for alvorlig til.

    Dit killer-argument for at gå med i Euroen er, at Danmark i forvejen er bundet til den via fastkurspolitikken og derfor ikke har selvbestemmelse på valuta-området. Problemet er blot, at den faste kronekurs ikke er nogen naturlov. Det er en pengepolitisk slavebinding som Schlüter-regeringen opfandt – der er absolut ingen grund til at Danmark ikke kan frigive kronen, og lade kronekursen blive bestemt af udbud og efterspørgsel på valutamarkedet, sådan som netop pundet gør.

    En fri, markedsbestemt kronekurs vile være en liberal tilgang til tingene (det er desværre et grundprincip som ikke har en høj stjerne i Venstre) i modsætning til den planøkonomiske topstyring, som EU som system står for.

    Vift bare med EU-flagene og træk i snorene til klaphatten, men overvej lige en ekstra gang om økonomisk centralisme virkelig er vejen frem, og også hvor kontrollen over økonomien bredt betragtet ligger bedst: hos bureaukrater, kommissærer og afdankede folketingspolitikere i EU-parlamentet, eller hos markedet, forbrugerne og nationale regeringer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.