Så lykkedes det at få en trafikminister med rødder i det sønderjyske. Stort tillykke til Hans Christian Schmidt med den opgave. Med ministerskiftet må vi så håbe, at der også følger handling med i Syddanmarks favør. En markant infrastrukturel udbygning i Syddanmark er nødvendig for at understøtte vores erhvervsudvikling. Det vil være med til at skabe vækst og arbejdspladser. Noget vi i høj grad har behov for.
De senere år har fokus med Barfoed været på Hovedstadsområdet, men nu håber jeg endelig, at vi kan få den dansk-tyske trafikkommission, der skal sikre en bedre koordinering af trafikinvesteringer nord og syd for grænsen.
Det er lykkedes os at sikre penge til udbygningen af motorvejen i trekantsområdet, men der er en række projekter af stor vækstbetydning for området som jeg synes, der stadig skal kæmpes for. Vi skal have udbygget 11eren, vestkystvejen fra Esbjerg til grænsen til en motor(trafik)vej, vi skal have anlagt dobbeltsporet på jernbanen hurtigt og sikret gode togforbindelser og timesdrift til såvel Esbjerg som grænsen/ Sønderborg. Vejforbindelsen til Billund Lufthavn halter fortsat, og hovedvejene, der binder Vest- og Østsønderjylland sammen må ikke nedprioriteres. Jeg ville glæde mig, hvis HCS som ny trafikminister også vil kæmpe for disse for området vigtige infrastrukturprojekter og som minister sikre, at finansieringen af dem kommer på plads, så vi får sikret ordentlige veje til vækst.