S bluffer om udbud!

Socialdemokraterne kan ikke lide udbud og foreslår, at udbud skal fjernes fra aftalerne med kommunerne. Socialdemokraterne påstår, at man mindsker papirforbruget på rådhusene, hvis man stopper udbud. Det er rent bluf fra socialdemokraterne og dækker over, at socialdemokraterne i forbindelse med det netop overståede kommunalvalg, af ideologiske grunde, har lovet FOA og flere i fagbevægelsen, at socialdemokraterne vil bekæmpe udbud og arbejde for, at centralisere opgaverne alene i den offentlige sektor. Til gengæld fik man så nogle gode valgbidrag fra de pågældende fagforeninger til socialdemokraternes valgkampagner.

Et socialdemokratisk stop for udbud vil i stedet øge papirmængden og bureaukratiet på rådhuset til øget administration af de opgaver, socialdemokraterne vil fratage private håndværkere, servicevirksomheder m.fl. og overføre disse opgaver til det offentlige.

Fakta fra det virkelige liv med udbud er gode. Udbud er sund fornuft, hvor man spørger til prisen på en bestemt ydelse med en fastlagt kvalitet. Om det så er en offentlig eller privat, der efterfølgende skal udføre opgaven er vi helt afslappet overfor. Det skal naturligvis være den, der kan levere den ønskede ydelse til den billigste pris. På samme måde som når vi selv som borgere spørger til prisen.

Udbud er ikke udlicitering. Udbud er at spørge til prisen, og der er penge at hente. Det sikrer mest mulig velfærd for skattekronerne. Det viser erfaringerne.
Staten og kommunerne har aftalt udbud som en fleksibel rammeaftale, hvor den enkelte kommune selv kan vælge hvilke opgaver man vil gå i udbud med.

 

Indlægget er skrevet i samarbejde med Erling Bonnesen, kommunalordfører (V) og Jacob Jensen, erhvervsordfører (V).

Du kan læse Venstres udbudsoplæg her:  10 veje til flere udbud og mere velfærd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *