D. 23. februar besøgte jeg en række institutioner under det sociale område i Kolding, for at se hvordan de ting vi til daglig arbejder med i folketinget, udføres i landets kommuner. Plejecenter Olivenhaven blev fremvist for både undertegnet og Koldings nye Venstre borgmester, Jørn Pedersen. Her så vi, hvordan en række dagligdags udfordringer i plejen, som brug af GPS-sender og hvordan en gruppe ansatte med succes selv planlagde deres vagter.
På Olivenhaven er der to demente, der frivilligt har GPS-sender, hvis de bliver væk. De har begge tidligere erfaringer med mobil, og derfor vant til det. Men de beboere, der kunne have størst gavn, ønsker ikke en GPS-sender, og det er i dag ikke muligt at tvinge demente til en GPS-sender. Projektet viste, at det betyder noget for medarbejdernes trivsel og helbred, når man øger deres indflydelse på arbejdstid og vagter.
Derefter havde vi møde med Business Kolding, hvor de fortalte om deres arbejde med at få Koldings handels-, erhvervs- og turismeliv, til at gå op i en højere enhed. Børsen udnævnte i 2009 Kolding til Danmarks Vækstcenter nr. 1. Det er fortjent med den indsats Business Kolding har lagt.
Nordhøj og Gademix
Da klokken havde rundet middagstid, gik turen videre til Nordhøj, som er en social virksomhed, hvor mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionevne, kan være aktive i beskæftigelse eller deltage i musik, leg eller andre aktivitere, der giver de op til 182 mennesker en god og tryg hverdag. Jeg bliver glad, når jeg kommer ud og ser, at de ansatte ser det som deres vigtigste opgave, at de mennesker der er på Nordhøj, ikke bare skal aktiveres for at tiden går hurtigere, men aktiveres for at få mest muligt ud af livet og hjælpe dem til, at være så selvstændige som muligt.
Dagen i Kolding sluttede hos Værestedet og projekt Gademix. Her har alle unge fra Koldings sydvestkvarter mulighed for at komme ind til et spil bordtennis, lave mad eller bare hygge sig i sofaen.
Samlet set en udbytterig dag for både jeg selv og Jørn Pedersen, hvor vi fik set, hvordan mange i den sociale sektor, gør et stort og flot stykke arbejde.