Ude foran Det Kongelige Teater sidder to store personligheder inden for dansk skuespil og troner, Ludvig Holberg og Adam Oehlensschlager. De to herrer er selvfølgelig placeret netop her, da Det Kongelige Teater er hele Danmarks nationalscene og kulturelle bastion. Når man bladrer i de støvede tykke historiske bøger om dansk scenekunst, så er det jo også Det Kongelige Teater, der op igennem historien har bidraget med flere store kulturelle oplevelser og underholdning, end noget andet teater i landet. Det er der selvfølgelig en hel naturlig årsag til.
Foruden dygtige ansatte, så skyldes succesen også, at Det Kongelige Teater – i modsætning til andre danske teatre – hvert år modtager et kæmpe million beløb fra staten til at kunne sætte forestillinger inden for ballet, opera og skuespil på programmet. Hvor landets øvrige teatre ofte lever af smalkost, så får National scenen ikke mindre end 533 mio. årligt fra staten. Hertil kommer en ekstrabevilling fremadrettet på 18,7 mio. årligt til at dække ekstra udgifter ved det nye skuespilhus, samt 40 mio. fra Københavns Kommune og op mod 20 mio. fra fonde og sponsorer. I statstilskud svarer det til, at der bliver givet 900 kr. i tilskud for hver gang, der sætter sig en publikum i sædet.
Med en så kæmpe økonomisk indsprøjtning følger også en forpligtigelse. Det være sig kunstnerisk. Det være sig i forhold til at løfte opgaver som ingen andre nogensinde vil have muskler til i Danmark. Men også for at det Kongelige Teater ikke opsætter forestillinger, der er direkte ødelæggende for andre af vores kulturinstitutioner. Eller sagt på en anden måde, så skal støtten især bruges til at opsætte teater, der vil mere, har større ambitioner og løfter sig kunstnerisk. På den måde kan Det Kongelige Teater tilbyde danskerne et bredt spekter af teateroplevelser, som de ikke har mulighed for at få andre steder. Alt det burde give sig selv og formuleres også klart i teaterloven, så hvorfor denne blog?
‘Musical-krig’
Jo, der er nu udbrudt en decideret ’musical-krig’, der er startet i kølvandet på Det Kongelige Teatrets planer om at opsætte den folkekære musical My Fair Lady. Hvorfor skal et så massivt støttet teater som det Kongelige Teater søsætte et projekt, der kan tiltrække et så stort og bredt publikum – så økonomien måske kan løbe rundt uden støtte til selve opsætningen? For at tjene det underskud ind teatret – trods sit store tilskud – har formået at skabe? For at lave en helt særlig og nyfortolket opsætning? Spørgsmålene flagrer i luften og mest af alt synes satsningen ene og alene at handle om, hvordan man kan malke “muscical-koen” mest muligt.
Man så spørge, hvad der er i vejen med at det Kongelige gerne vil flyde i den mælk og honning…. og det var der sådan set heller ikke noget i vejen for, hvis det Kongelige ikke var pumpet med offentlig støtte, der flytter My Fair Lady – fra at være en fair kunstnerisk ambition til at være direkte unfair konkurrence og decideret livstruende for andre københavnske og danske teatre som Gasværket, Det Ny Teater og en lang række andre teatre, som har gjort musikteater og musicals til deres levebrød. Det kgl. Teater forsøger godt nok at kalde det sund konkurrence, men hvad er det for en sundhed, der er tale om, når Goliat kvæler David.
Problemet opstår i høj grad, når skattekronerne i stigende grad bruges til at lave teater, der kan betyde at andre teatre og kulturinstitutioner bliver direkte udsat for konkurrence på deres ekspertise, og hvor det kunstneriske fokus erstattes af målet om at hive flest mulige i teatret og derved få den størst mulige indtjening.
Der er ingen tvivl om, at Det Kongelige Teater er alle danskeres teater. Det betyder, at alle danskere skal blive fristet, når de bladrer igennem teatrets årsprogram. De balletkyndige skal kunne blive begejstret over en opsætning, hvor der satses på en smal eller mere ukendt stil inden for balletgenren. Ligesom den mindre teaterinteresserede skal kunne få sig en på opleveren ved at gå ind og se en opsætning, der rammer befolkningen mere bredt, og hvor kendte sange og god musik er i centrum.
Det må ikke blive normen!
Og jeg siger bestemt ikke, at Det Kongelige Teaters opsætning af My Fair Lady er uden kunstnerisk indhold. Det tror jeg skam ikke det er. Og der er heller intet galt i at Det Kgl. Teater som en enkeltstående begivenhed sætter My Fair Lady op i en helt ny og eksperimenterende nyfortolkning, men det er det til gengæld, hvis det bliver normen og en fast del af repertoire.
Når popstjerner som Teitur optræder i Operaen, Kira and the Kindered Spirits bliver en del af et teaterunivers og Alicia Keys indtager den store scene på Kongens Nytorv, så giver det publikum en kæmpe oplevelse. Men det betyder samtidig, at Det kongelige Teater bevæger sig ind på de danske spillesteders territorium og fratager dem oplagte muligheder for publikumssucceser. Derfor er det også bydende nødvendigt, at det er enkelte svaler i årets repertoire og ikke en fast lørdags sceance for spillestederne indkasserer langt fra den samme sum penge fra staten som Det Kongelige Teater gør.
Som politiker er jeg ikke programansvarlig for Det Kongelige Teater, det overlader jeg med glæde til teatrets fagfolk. Men jeg er med til at fastsætte de ’ordensregler’ som teatret skal overholde, hvis de fortsat vil modtage støtte, og derfor er det også mit job at vifte med det kritiske flag, når jeg synes at teatret med sine mere end 600 mio. kr. i ryggen er ved at bevæge sig ud af et unfair spor, der risikerer at skade den danske teaterscene mere end den gavner.
