Krise, katastrofekurs, krisetid. Ordet “krise” optræder ekstremt mange gange i de danske medier den seneste tid. Nu tænker i sikkert åh nej, ikke endnu en klumme om mediernes selvsving omkring statsministerens ferie med sin familie. Og nej, ikke at ord om det. Jeg taler om de mange artikler om krise i dansk film, der har fyldt de danske medier det seneste års tid.
Sidste år ryddede Stieg Larssons “Millenium” trilogi billethylderne og svensk film pressede dansk film på antallet af solgte billetter. Krisen i dansk film er afgrundsdyb forlyder det. Få huskede at nævne, at det var den danske instruktør Niels Arden Oplev, der stod for ’mænd som hader kvinder’ Krisemønsteret er pudsigt nok noget, som synes at gentage sig hvert fjerde år når vi nærmer os et medie og filmforlig, hvor de mange støttemidler til dansk film diskuteres.
Jeg var i Berlin den forgangne weekend til Berlinalen. I kampen om de attraktive gyldne bjørne er hele 2 danske film ud af flere tusinde kommet gennem nåleøjet til hovedkonkurrencen sammen med 23 andre film. Da Thomas Vinterbergs afgrundsbarske ’Submarino’ blev vist lørdag aften efterlod det en biografsal i dyd tavshed og flere med tårerne trillende ned af kinderne. Farens desperate kamp og splittelse mellem kærligheden til sin søn og længslen efter det næste fix er dansk socialrealisme når det er værst og bedst. Sammenlignet med Jonas Bengtsons bog af samme titel bliver filmen nærmest en odysse af håb. Den anden danske film er Pernille Fischer Christensens ’En familie’, der vises fredag aften. Her er superlativerne på forhånd positive overfor skildringen af en mands livs/dødskamp.
På den anden side af Atlanten er Lone Scherfigs film ’An Education’ nomineret til ikke færre end 3 oscars og Anders Østergaards tankevækkende dokumentarfilm ’Burma VJ’ har allerede vundet 40 prestigefyldte priser siden sin første visning i 2007. I marts bliver sløret løftet for om der også kan tilføjes en oscar til kaminhylden.
I en tid hvor danske film vælter sig i priser og nomineringer og hvor danske skuespillere som Mads Mikkelsen er blevet “varemærke” i Hollywood kan det synes absurd, at læse spaltevis om krisen i dansk film. Alligevel bør det give stof til eftertanke for det er vel præcis når det går godt at man bør stoppe op og tænke sig om inden man kaster sig ud i en toer, treer og firer blot fordi etteren gik godt. De brede danske film går nemlig ikke så godt som tidligere og detailreguleringen af DFI er til at få øje på. Også tv-stationernes engagement i dansk film er omdiskuteret som aldrig tidligere.
Kritikken lyder ofte, at DR og TV2 kun engagerer sig i familiefilm. Et udsagn, der må siges at stå i skærende kontrast til at ’Submarino’ netop er støttet af TV2. Tv-stationerne skal ikke blade sig i indholdet af dansk film. På den anden side er det en kulturpolitiskprioritet for os at forpligte de danske public service stationer til at engagere sig i danske film. Det er på tv, at dansk film møder det største publikum også dem, der aldrig går i biografen.
Så jo, der er ting, der skal ændres og detailstyring der skal bort. Vi er klar. Så drop skuespillet for galleriet, hvor der konstant råbes krise. Man risikerer jo, at det ender som en selvopfyldende profeti, for hvem gider se en dansk film, der er i dyb krise?
