Euroen – en græsk tragedie?

I disse uger forsøger EU-modstanderne ihærdigt at udstille den græske,
italienske og flere af de østeuropæiske lands økonomiske problemer som
følge af den globale finanskrise som det bedste argument mod den
fælles valuta. Euroen er den nye græske tragedie lyder det, men
sandheden er jo, at havde det ikke været for Euroen, så kunne flere af
de europæiske lande være gået bankerot. Mens det britiske pund har
oplevet sit mest markante fald siden 1930 (ca. 30 pct. på et år), har
euroen forhindret, at finanskrisen har udviklet sig til en
valutakrise. Euroen har sikret EU mod den totale katastrofe, og skabt
grundlaget for, at EU forholdsvist hurtigt vil opleve vækst igen og
ikke stagflation som i 1970’erne som også drev den danske økonomi mod afgrunden.

Visionen om et stærkt EU, der gør sig godt på den globale scene, hvad
end det er som miljø og energipolitisk frontkæmper, som fredsskaber,
som global frihandelsfortaler eller som værdipolitisk aktør ville have
lidt et gevaldigt krak, hvis medlemslande var faldet af i løbet af
krisen. Et EU som end ikke kan holde sikkerhedsnettet udspændt under
egne medlemmer ville have været en stækket fugl i international
sammenhæng. I den forbindelse er det også paradoksalt at der fortsat
er så stor modstand mod euroen. Under den nuværende finanskrise har euroen jo netop vist sit værd.
Det er en stærk og holdbar valuta, der kan holde til det globale pres
selv i en krisesituation.

Vi må også konstatere, at den voldsomme økonomiske krise vi oplever
nu, er mere skræmmende end selv de mest fantasifulde jubeleuropæere
kunne forestille sig under afstemningen i år 2000, men det afholder
ikke modstanderne fra at fortsatte deres kamp mod euroen.

Selv for EU og euromodstanderne i SF burde det nu stå lysende klart,
at Euroen præcis er et projekt, der er med til at gøre EU stærkere.
SFs søsterparti i Tyskland taler helt åbent om Euroen som solidarisk
og forudsætningen for at EU også kan agere aktivt på globalt plan. Så
hvorfor nøler SFs formand Villy Søvndal? Og hvorfor nøler mange andre
danskere, når debatten om dansk deltagelse af euroen kun bliver mere
aktualiseret af den økonomiske situation som vi står i.

For øjeblikket lever Danmark ikke op til konvergens kriterierne, men
det ændrer ikke på, at vi fortsat burde gøre op med den danske
undtagelse overfor euroen nu, så vi på det rette tidspunkt kan tilsluttes os.

Det er klart, at den græske økonomi i dag står overfor voldsomme reformer.
Meget lig den, som den danske økonomi skulle gennem i 80erne og hvor
vores fastkurspolitik og tætte tilknytning til den tyske mark var en
væsentlig del af redningsplanen. Men selv bekymringer for grækerne
berettiger ikke til generel modstand mod euroen.

SF’s lunkne holdning til euroen er for os noget af en gåde. Et
hovedsynspunkt i den kursændring af Europapolitikken, som den gamle
rorgænger Gert Petersen lagde op til i 1980’erne, var ønsket om at
søge indflydelse, dengang i første række i forhold til miljø- og
udenrigspolitikken. Naturligvis kan man altid diskutere, om de sociale
og beskæftigelsesmæssige hensyn har fået den plads i eurosamarbejdet,
der tilkommer dem. Men, er der hvis SF mener, at der er behov for
ændringer i konstruktionen, så kan de kun få indflydelse til at gøre
noget ved det, ved at tage del i samarbejdet

Og det er helt afgørende, at alle ansvarlige partier tager aktivt,
konstruktivt og helhjertet del i kampagnen for, at Danmark kommer med
i euroen. Spørgsmålet er så vigtigt for Danmarks fremtid, at der ikke
er plads at SF eller andre sidder på hænderne for at opnå en
kortsigtet politisk gevinst.

Ved afstemningen tilbage i år 2000 blev det ofte fremhævet, hvor
vigtigt der er at “Danmark sidder med ved bordet”. Det blev en slidt
kliche, som mange tilhængere til sidst havde svært ved at udtale uden
at flakke med øjnene for det fremstod verdensfjernt: “Hvad var det i
hele taget for et bord, der blev talt om?” Vi ved nu hvor bordet står og hvem som sidder omkring det. Omkring det runde bord sidder eurogruppen, som har fået en indflydelse som de færreste kunne forestille sig for ti år siden. Flere gange har gruppen holdt møder forud for vigtige møder i EU kredsen, og dermed fastlagt retningen inden de resterende lande sætter sig til bordet. Tidligere var frygten blot en forestilling. I dag er den dybt reel og
bekymrende. Ja-siden har været bange for sin egen skygge og for
anklagerne om at føre skræmmekampagne, mens nej-siden har kunnet føre
befolkningen bag lyset ved at underdrive den reelle danske
marginalisering som følge af de danske undtagelser. Hvad end vi taler
det fælles forsvar, det retlige samarbejde, eller den økonomiske
politik, så taber Danmark i dag indflydelse i EU med en hastighed som vi ikke tidligere har set lige.

Så længe vi står uden for euroen, fører Danmark en pengepolitik, vi
ikke selv er med til at bestemme. Den selvbestemmelse vi har i dag
består i at holde kronekursen stabil over for euroen, intet andet.
Hvis vi derimod var fuldt medlem, ville Danmark være repræsenteret i
den Europæiske Centralbanks styrelsesråd, og dermed have indflydelse
på den førte pengepolitik.

Særligt vigtigt er det dog, at Danmark bliver medlem af eurogruppen,
hvori vigtige drøftelser, og i praksis også beslutninger, finder sted
om Europas økonomi, beskæftigelsespolitik etc. Med Lissabon-traktaten,
der trådte i kraft i sidste måned er eurogruppen blevet yderligere
styrket, bl.a. øges omfanget af beslutninger, som alene træffes af
eurolandene. Der er næppe tvivl om, at euro-landene fremover vil
forstærke deres politiske samarbejde yderligere – også på områder, der
ikke er snævert knyttet til euroen. Eurogruppen er i dag fast repræsenteret ved møder i G8-kredsen. Eurogruppens faste formand Jean-Claude Juncker mødes regelmæssigt med internationale samarbejdspartnere, herunder økonomiske nøglelande som USA og Kina.

Hidtil har det lydt at Danmark har så solid en økonomi, at vi ikke
behøver at binde os yderligere til euroen. Det har nærmest været
euroen som er bundet til kronen – og ikke omvendt. Økonomisk uføre er
imidlertid også blevet hverdag i de nordiske lande, og ikke kun noget
man nedladende har kunnet konstatere i Sydeuropa. Island er det
ekstreme eksempel på hvor galt det kan gå i selv et af verdens rigeste
lande. Et andet og mere sammenligneligt eksempel er Sverige. Den svenske krone er raslet ned.

Landet har i praksis foretaget en devaluering. Det har imidlertid ikke
hjulpet på den svenske økonomi, arbejdsløsheden er fortsat høj og
hæderkronede svenske virksomheder som SAAB og Volvo er ved at lukke.
Derudover er prisen på udenlandske varer steget, noget som de svenske
forbrugere dagligt mærker.

Finanskrisen har sat kronen under pres. Nationalbanken har været
nødsaget til at hæve renten for at forsvare Danmarks fastkurspolitik.
Det er netop i krisetider, at de økonomiske omkostninger ved at stå
uden for euroen er størst. I perioder betaler vi op til 1,5 % mere i
rente for at låne penge, end hvis vi havde været med i euroen. Den
høje rente har både stor betydning for virksomheder og almindelige
danske lønmodtagere. I en analyse foretaget af Dansk Metal for nylig,
fremgår det at nye boligejere med et boliglån på tre millioner kroner
samt bil- og forbrugslån for 300.000 kr. har betalt over 5.000 kr.
mere i rente end de ville have gjort. For mange svarer det til den årlige lønstigning.

Euroen er på ingen måde en græsk tragedie. Men den danske modstander
minder mere og mere om sisyfosarbejde, som ingen vegne fører os. Hvad
end vi taler økonomisk eller politik, så har vi ikke råd tilstå
udenfor euroen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.