Værdig Frihed… ?

Tidligere på denne uge blev en 61årig fundet død af kulde i en have i Ølgod efter han var forsvundet fra sin bopæl dagen forinden. Politiet, pårørende og frivillige havde forgæves ledt efter ham og da hundepatruljerne endelig nåede frem til ham var det for sent.

Ugen forinden var det en ældre kvinde fra det Nordsjællandske forsvundet på en gåtur fra det plejecenter hun boede på. Mens dag blev til nat i den danske kulde, blev kvinden heldigvis fundet i et tog mellem Kolding og Vojens.

Hvert år udsættes en stor gruppe pårørende for den uvished der ligger i at deres kære demente familiemedlemmer er forsvundet. For en stor gruppe af de demente ender udgangen tragisk med døden. Selv om øget brug af gps og andre alarm og pejlesystemer kan reducere risikoen for at en dement medborger bliver væk, så tøver Socialdemokraterne og SF. Den elektroniske overvågning skal være tidsbegrænset og den skaber hverken kvalitet eller tryghed i alderdommen lyder det samtidig med, at der tales om personlig frihed.

Undskyld mig, hvad er det for en personlig frihed at risikere at dø i baghaven eller i en grøft fordi man ikke længere er i stand til at finde vej hjem, ikke kan huske hvem man er, eller hvordan man er kommet dertil.

Elektronisk overvågning er en sikkerhedslinje

Jo, overvågning af demente skal foregå med anstændighed og værdighed og netop derfor er der jo ofte også tale om pejlesystemer, der ikke “overvåger” i traditionel forstand, men kan sende signaler, hvis der er tvivl om hvor den demente befinder sig. Men for de ca 80.000 danskere, der lider af demens sygdomme og de flere end 400.000 pårørende, der dagligt påvirkes af at deres kære ikke længere selv kan klare hverdagen, er elektronisk overvågning ikke et overgreb mod den personlige frihed, men derimod en sikkerhedslinje.

Mange demente er i dag begrænset i deres bevægelsesfrihed fordi man af frygt for at de bliver væk indskræver deres bevægelsesrum til det, som netop er under umiddelbart opsyn. Med et alarmsystem kan selv den bagerst ende af haven gøres ufarlig. Det er i høj grad også det alarm og pejlesystemer til demente handler om. Tryghed for de pårørende og den enkelte og en mulighed for dermed at kunne bevæge sig mere. Det er netop værdig frihed, ikke et overgreb mod den personlige frihed.

Vi har netop fremsat et lovforslag, der skal gøre det væsentligt lettere og enkelt at udstyre demente med en gps-alarm, og vi har desuden nedsat et udvalg for at få formuleret en reel national handlingsplan om demens. Ældresagen og Alzheimerforeningen har beregnet, at der om ti år vil være 100.000 danskere, der lider af demenssygdomme og om 30 år vil tallet være fordoblet. Det skyldes ikke mindst, at vi alle bliver ældre.

Teknologi – en del af løsningen

Netop derfor er der også behov for at tage alle teknologiske muligheder i brug for at sikre en værdig alderdom og frihed for den enkelte. Der er behov for at lægge teknologiforskrækkelsen på hylden. Hvad end vi taler den robotsæl, der har vist sig særdeles effektiv i ældreplejen, brug af video i demensbehandlingen, eller om elektroniske alarmer og pejlesystemer, der kan vise, hvor kørestolsbrugeren er væltet, elscooteren kørt tør for strøm, eller hvor den ældre, der er faldet, befinder sig, så er teknologien en del af løsningen. Teknologi kan netop være med til at sikre friheden og en værdig alderdom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *