Da vi satte ytringsfriheden på auktion!

Så har en diskussion om ytringsfriheden heldigvis igen fundet vej til den offentlige debat. Heldigvis siger jeg fordi, at hver gang vi har mulighed for det, så skal vi gøre opmærksom på og kæmpe for denne frihedsret – og vi må aldrig tage den for givet. Derfor er det også så ærgerligt, at diskussionen denne gang er opblusset, fordi en virksomhed har valgt at ligge bånd på sig selv og på ytringsfriheden i frygt for konsekvenserne. Jeg taler selvfølgelig om auktions-huset Lauritz.com’s beslutning om ikke at lade en akvarel tegning af Kurt Westergaard indgå i en auktion, hvor TV-2’s seere kan byde på værket og sende pengene videre til nødhjælpsorganisationer, der er i gang med redningsarbejdet på Haiti.

For når vi hører om de planlagte terrorangreb imod Jyllands-Postens ansatte i Århus og Kurt Westergaard selv, så er det da klart, at angsten og uroligheden kribler frem i os, og at vi derfor lader den fejlslagne og umiddelbare rationelle fornuft tage over. For herregud, det er jo bare et enkelt maleri, som vi vælger ikke at vise – det går såmænd nok alt sammen! Men nej det går virkelig ikke, for vi er vel ikke nået til det punkt, hvor vi ønsker at lade angsten og bekymringerne styre os?

Vi har et medansvar

Selvfølgelig er Lauritz.com en selvstændig virksomhed, der i princippet kan vælge ikke at ville vise billedet på sin hjemmeside af politiske grunde, eller med henvisning til deres medarbejderes sikkerhed. Men problemet er blot, at hver gang en virksomhed træder tilbage og viger, så er det lettere for den næste også at vige og dermed falder vores fælles bolværk for at sikre at kunstnere og andre frit kan ytre sig i det danske samfund. I disse tider gør myndighederne alt hvad de kan for at beskytte Kurt Westergaard, men hvis vi ikke alle tager et medansvar, så ender vi med at være med til at stigmatisere selv samme Kurt Westergaard og den ytringsfrihed som han er er eksponent for.

Rundt om i verdenen sætter borgere, journalister og kunstnere dagligt deres eget liv på spil, fordi de håber og tror på, at deres små aktioner og opråb i kampen for ytringsfrihed, i sidste ende vil føre til fremskridt – eller i hvert fald blot små forbedringer. De ønsker at leve i et land, hvor frihedsrettighederne eksisterer, og hvor folk offentligt tør sige sin mening uden at komme i fængsel, blive udsat for tortur eller det der er værre.

Vi lever i det land, som disse frihedsrettigheds-forkæmpere drømmer om. Vi lever i et demokrati. Vi har ytringsfrihed. Men eksemplet med Lauritz.com viser, at vi hver dag har en forpligtigelse for at sikre, at vi ikke omlægger vores frihed i frygt for terrorister eller blot ikke i tilstrækkelig grad kæmper for at sikre frihed, men derimod erstatter vores ytringer med selvcensur.

Angsten må ikke styre os

Jeg ved godt, at Liberal alliances leder Anders Samuelsen nu vil mene, at jeg er kvalmende politisk korrekt, fordi jeg kæmper for ytringsfriheden og mener, at Lauritz.com bør ændre mening og lade maleriet indgå i auktionen. Det tror jeg lige jeg kan klare! For mit mål er ikke at skyde med skarpt imod Lauritz.com. Mit mål er at gøre opmærksom på, at Lauritz.com beslutning præcis sætter ytringsfriheden uden pres og legitimerer en manglende opbakning omkring en af de personer, der dagligt bøder for sin ytring. Vi må ikke opleve en domino-effekt, hvor kunstnere, virksomheder eller for den sags skyld politikere – af frygt – vælger at undertrykke sine holdninger og budskaber, for så eksisterer der ikke en reel ytringsfrihed i vores land.

Ligesom vi hver dag ikke må lade angsten for terror tage overhånd, og vi derfor fortsat skal benytte metroen, busserne og opholde os i store forsamlinger, der kan være potentielle terror-mål, så skal vi også blive ved med at benytte ytringsfriheden. Jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne, hvis vi ikke gør.