Selv om COP15 klimakonferencen nærmer sig enden, så er der fortsat håb i Hopenhagen og ikke total pessimisme som i Nopenhagen, men der er langt igen og der er mange hæle, der skal hugges og tæer, der skal klippes. Og en aftale forudsætter, at alle regeringsledere påtager sig det ansvar som millioner efter millioner af mennesker over hele kloden forventer af deres ledere. Det er ikke kun de mange tusinde, der er rejst til København for at argumentere og demonstrere for en global klimaaftale, der forventer handling.
Derfor er der også fortsat en enorm forventning til COP15 og muligheden for at nå en global aftale her i København er til stede. Konferencen er blevet forberedt gennem flere år. Der er blevet bygget op, forhandlet, rejst verden tyndt for at sikre alles engagement. Siden Bali COPen har målet været klart – en aftale i København. Og netop på grund af forventningerne, på grund af klimaforandringer, der dagligt bringer mennesker på flugt og ændrer vækst og udviklingsbetingelser mange steder i verden, på grund af såvel det store politiske som det store folkelige fokus på behovet for en aftale, så er mulighederne her stadig.. Aldrig tidligere har 130 stats og regeringsledere været samlet til en klimakonference og aldrig har muligheden for at nå en forpligtende aftale været større. Selvfølgelig er risikoen for sammenbrud tilstede, men der kommer ikke igen – heller ikke i Mexico næste gang – en chance for at samle 130 stats og regeringsledere på det samme sted.
Mens jeg skriver dette, sider jeg i plenarsalen i Bella Centeret. Norges statsminister Jens Stoltenberg har lige holdt sin tale og lovet, at Norge forpligter sig til at blive COneutral inden 2030, hvis det kan være et løfte, der kan være med til at sikre en forpligtende global aftale.
Men det har aldrig været en walk over at sikre en aftale i København. Det har muligvis forlydt sådan i den danske presse, men der har aldrig været noget givet. At de danske medier udlægger det som noget, der bare skulle underskrives, men som det danske formandskab nu har sat over styr er ikke bare en analyse, der er skudt ved siden af, det er direkte udenfor skiven. Det her er klimapolitisk balancegang og global politik på vanskelligste niveau og ingen af den lande, der er tilstede kan fralægge sig sin del af medansvaret for såvel succesen som den potentielle fiasko.
I den forgangne uge har det flere gange forlydt, at de rige lande ikke vil hjælpe de fattige nok. Mange steder er de fattige lande konsekvent blevet sat som et synonym til G77 – den gruppe af ikke 77 lande, men 134 lande, hvor Kina, Indien, Brasilien m.fl. også er indeholdt. At opfatte G77 som en homogen og fattig gruppe er ikke bare forkert, det er også med til at skabe et unuanceret billede af hvad de reelle problemer reelt består af. Der er ingen i hverken EU eller USA, der vil tillade, at Kina, Brasilien eller Indien for bare at nævne et par stykker af de rigeste af de 134 lande friholdes for reduktionskrav eller forpligtigelser. Men blev G77 delt, så de afrikanske lande med den Afrikanske Union som holdepunkt forhandlede for sig selv eller hvis de små østater over hele kloden forhandlede, så ville der være en helt anden mulighed for netop at sikre, at verdens reelt fattigste blev sikret kompensation, hjælp, en økonomisk håndsrækning, teknologioverførsel mm. Der er ikke ét land, der ikke ønsker at hjælpe verdens fattigste, og det er mig uforståligt, at de afrikanske lande og andre af verdens fattigste ikke for længst har taget sagen i egen hånd i stedet for at have deponeret deres handlekraft hos Kina i G77.
Et andet sted i Bella Centeret forlyder det nu, at såvel USA som Kina nu har bekræftet, at de forventer, at der kommer en aftale. Jo der er skred i tingene og det er nu de virkelige forhandlinger sætter af. Det er nu verdens stats og regeringsledere skal vise deres vilje – og værd. Det er nu de skal sikre en forpligtende klimaaftale og et nyt håb for mange mennesker over hele verden.
Der er ingen lette løsninger, der er ingen sikkerhed og tingene ændrer sig minut for minut. Men der er ingen grund til at slukke håbet i København og omdøbe byen fra Hopenhagen til Nopenhagen har lang tid inden målstregen er nået.
Foto: Hasse Ferrold
