På Vesterbro møder forbipasserende en yngre mand. Hans slidte ydre skjuler alderen 35, og de tomme øjne fortæller ikke længere historier om et liv med håb. Han er brødebetynget over igen at have været nødt til at bryde ind i andre menneskers lejligheder for at skaffe penge til det næste fix og han savner de to børn som han kun kender fra et foto i pungen. Han håber, at han får del i forsøget med lægeordineret heroin, men tror ikke længere på en vej ud af stofmisbruget. Han vil bare gerne have ro. Det samme vil beboerne de steder, hvor de dagligt frygter, at deres børn finder en kanyle i sandkassen eller en misbruger i vaskekælderen eller i opgangen, som er død ved en overdosis.
Selv om Regeringen de senere år har taget en række initiativer på misbrugsområdet i Danmark, så har indsatsen desværre ikke betydet, at vi er kommet af med vores triste placering som et af de lande i verden, hvor der er flest narkorelaterede dødsfald. Derfor er der stadig meget, der kan og skal forbedres. Det er også det, der står lysende klart, når man læser konklusionerne i SFI rapporten om behandlingssystemet af stofmisbrugere i Danmark. Rapporten dokumenterer, det jeg som socialpolitiker får at vide, hvergang jeg taler med og besøger sociale organisationer, der hjælper misbrugere i Danmark.
Trods behandlingsgarantien på 14 dage for, så får stofmisbrugerne ikke i tilstrækkelig grad den hjælp, som de har krav på og brug for. En forklaring hedder kassetænkning. Kommunerne er vant til at sociale klienter henvender sig på kommunen, når de har brug for hjælp, men det gør de færreste misbrugere og når de henvender sig, så nytter det ikke noget, at svaret er; ’at det er rigtigt fint, at de føler sig motiveret til at komme i behandling, så hvis de kan henvendes sig igen om to uger, så skal sagsbehandleren nok have forberedt noget’.
Kassetænkning og skranker hjælper ikke. Hvis vi skal hjælpe misbrugerne, så er der brug for en langt større udadgående indsats. Når ens hverdag ikke er struktureret, når man ofte lever på gaden og målet med dagen kun handler om at få fat i det næste fix, så kan kommunerne ikke forvente, at en stofmisbruger møder op til fastsatte aftaler. Vi skal have flyttet en større del af sagsbehandlingen ud på gaderne, og derhen hvor stofmisbrugerne er – og en større satsning på sundhedsrum, som regeringen allerede har støttet, hvor man kombinerer sundhedsbehandling, socialrådgivning og værested for misbrugere, mener jeg er et af flere initiativer, som skal udbredes, men vi skal sørge for at få kontakt til alle misbrugere.
Hvis misbrugeren ikke har et sted at bo, lider af psykiske problemer og familien har vendt vedkommende ryggen, så er en behandling, der kun tager udgangspunkt i at få personen ’clean’ ikke tilstrækkelig. Det kræver en helhedsorienteret indsats, hvis vedkommende skal komme ud af sit misbrug og skabe sig en rolig hverdag. Dertil kommer, at mange af de behandlingssteder, som kommunerne anvender ikke løfter sig meget over djævleuddrivelse og kvaksalveri. Kontrollen og opfølgningen med stederne er simpelthen for dårlig og uddannelsen hos dem, der kalder sig behandlere er for dårlig. Behandlingstilbud til personer med et alkoholmisbrug skal fremover leve op til bestemte kvalitetskriterier. Sådan skal det også være på stofmisbrugsområdet. Med alle de ressourcer vi som samfund hvert år bruger på området skal vi også være sikre på, at de svage medborgere vi sender i behandling får en ordentlig og kvalificeret hjælp og skattepengene ikke bliver brugt på snyd og ’varm lufts-behandlinger’.
Vi må heller ikke stirre os blinde på behandling. Skadesreduktion ofte er et vigtigere første skridt til at sikre, at koldbranden i benet fører til en amputation eller manglen på kanyler bærer leverbetændelser og HIV med sig. Med forsøgsordningen med lægeordineret heroin vil nogen mene, at Staten er blevet ”pusher”. Jeg er uenig, og tror, at forsøgene med lægeordineret heroin blot er et blandt mange nye initiativer vi skal tage i brug i de kommende år, hvis vi skal bryde den onde cirkel og sikre, at misbrugsbehandlingen i Danmark bliver bedre og mere individuel.
Kommunerne bør tilbyde sagsbehandlere, der har stofmisbrugere som klienter, et uddannelsesforløb, hvor de kan få kendskab til de fysiske, psykiske og sundhedsmæssige implikationer ved stofmisbrug og et dybere kendskab til behandlingsmetodik. Og samarbejdet mellem behandlingssteder, de sociale myndigheder i kommunerne og jobcentre skal styrkes. Sagsbehandlerne skal have indsigt i misbrugerens behandlingsforløb, og jobcentrene skal i større grad tage hensyn til individuelle psykiske problemer og sociale forhold, når en aktiveringsplan skal skrues sammen. To dage er ikke ens for en misbruger. Den ene dag vil personen sagtens kunne klare at komme i aktivering, og den anden dag er det en kæmpe udfordring blot at få sig stablet på benene.
Om vi taler, gymnasieeleven hvis festforbrug har taget overhånd eller aktiesælgeren og overlægen, der for at holde sig vågen og være klar i hovedet tager stoffer, men efterhånden har fået skruet dosis derop, hvor det begynder at tynge økonomien eller kunne ses på medicinlageret, så er der tale om mennesker, der ikke længere selv har kontrol over deres misbrug. De er alle forskellige, og den hjælp de skal tilbydes skal være tilsvarende forskellig. Hvad de deler, er den triste nedtur, som for mange ender på gaden på Vesterbro, hvis de ikke får hjælp i tide og vel og mærke den rette hjælp. Til foråret iværksættes forsøg med anonym stofbehandling og det vil forhåbentligt sikre, at misbrugere, der på overfladen er velfungerende også får hjælp uden at deres omgivelser bliver inddraget. Vi må ikke underkende, at der fortsat eksisterer et enormt tabu og at den sociale marginalisering ofte er et større nederlag end selve misbruget.
SFI rapporten viser med tydelighed, at der er langt endnu. Vi skal styrke indsatsen på stofmisbrugsområdet, styrke den udadgående og opsøgende indsats, arbejde aktivt med skadesreduktion og sikre at en helhedstankegang som netop tager individuelle hensyn. Kassetænkningen skal på hylden, så misbrugerne kan få den behandling som netop de har krav på og ikke den som måske virkede på den forrige.
