Pressemeddelelse: Interessant udredning om den fremtidige mediestøtte

Fredag den 2. oktober 2009

I dag er udredningen om den fremtidige offentlige støtte til medierne blevet offentliggjort. Udredningens formål er at skabe grundlag for politiske overvejelser om de eksisterende støtteordninger, og Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby ser meget positivt på udredningen.

 – Det er en interessant udredning med en lang række relevante input, og jeg ser frem til at sikre, at også den fremtidige støtteordning hviler på det mest fornuftige grundlag. Særligt hæfter jeg mig ved, at medieudredningen fremhæver, at der skal være plads til mere konkurrence og mangfoldighed på mediemarkedet. Det er begge to kodeord som danner rammen om Venstres mediepolitik.

 – Jeg er glad for, at udredningen ser på mediestøtten i et helikopterperspektiv, så vi netop løfter os over individuelle interesser. På den måde undgår vi, at hver aktør kun har fokus på, hvad der er bedst for dem selv. Og jeg er derfor overbevist om, at de righoldige input kommer til at indgå i en kommende medieaftale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *