I Israel står 2 kuvøser og venter på 8. måned. Et andet sted ligger et ton legoklodser og samler støv. Hvorfor skal jeg komme tilbage til. Jeg sidder i bilen tilbage mod Jerusalem efter at have tilbragt dagen i Gaza sammen med en delegation fra Folketingets Udenrigs Udvalg.
Vi startede programmet i Egypten i søndags og fløj mandag videre til Israel. I morgen flyver vi hjem. Det er 5 dage med intenst program fra tidlig morgen til sen aften for at få en større forståelse for hvor predsprocessen, eller manglen på samme, står på nuværende tidspunkt.
De egyptiske politikere har ikke meget tilovers for hverken Israel eller os fra det israel-pro Europa. Repræsentanten for det muslimske broderskabs fraktion i det Egyptiske parlament går endog så langt som til at sammenligne Israel med Hitler Tyskland og mener, at det er uacceptabelt, at Israel ikke forhandler med Hamas, der jo er folkets valg i Gaza. På retur spørgsmålet om hvorfor Egypten så ikke åbner grænsen ind til Gaza lyder svaret prompte, at Egypten ikke forhandler med bevægelser, kun lande….
Fornuftsægteskab
Svaret er nok snarere, at Egypten er meget glad for at Israel kan være et bolværk mod Hamas, Hizbollah og Iran, og at det er et fornuftsægteskab, hvor fælles fjender pludselig skaber nye venskaber, som også Saudierne synes at være en del af.
Ingen af landene ønsker at Iran skal få atomvåben, og derfor bliver Israel pludselig en strategisk allieret i kampen for at fastholde magtbalancen i regionen. Hamas kontakt til det muslimske broderskab i bl.a. Egypten bekymrer også Mubarak, og styret for den fattige del af befolkningen har allerede alt for længe været fristet af de løfter, som broderskabet giver i skikkelse af “uafhængige” parlamentsmedlemmer, da broderskabet formelt er forbudt.
Egypten vil ikke hjælpe Hamas, men på den anden side kan landet heller ikke tåle beskyldningerne om, at de lader deres arabiske brødre i stikken, og derfor “tillades” de mange tunneler fra Rafah i den sydlige del af Gaza og ind i Sinai.
Elefant gennem tunnel
En egypter taler over sig, da tallet anslås til at være 2.000 tunneller, som hver dag er livsnerven og forsyningslinjen ind i Gaza. Jo, det er korrekt, at der ikke mangler noget i Gaza, alt kan købes på markedet på trods af at den Israelske mur har lukket området hermetisk af, men prisen er højere end andre steder, for vejen gennem tunnellerne tilskrives skatter til Hamas og andre, der tjener tykt på situationen. UNWRA, FNs organisation i Gaza anslår, at der kommer varer for en milliard dollars ind gennem tunnellerne, der for de største minder mere om limfjordstunnellen end om de trange gange, man graver med en ske. Rygtet lyder også, at der er kommet en elefant ind blot for at bevise det.
Der er ingen fredsproces
Møderne med Israelske debattører er deprimerende på niveau med samtalerne med Egypterne, men her er fortegnet, at det pro arabiske Europe er skurken, og at alle arabere stadig har et ønske om at slette Israel fra landkortet. Normalt tænker jeg, at israelsk politikere er højreorienterede, men de medlemmer af knesset, vi møder, er sammenlignet med civilsamfundsorganisationerne duer. Også Likud og Kadima, som deler en del af de magtpolitiske analyser, som også den arabiske Ligas generalsekretær Amr Moussa fremfører.
To ting står klart efter møderne. Der er ingen fredsproces, men der er måske bestræbelser på at nå frem til et punkt, hvor der igen kan tales om en proces, men det forudsætter fra Israelsernes side, at Terrororganisationen Hamas kastes på porten, og palæstinenserne fuldt ud anerkender Israels ret til at eksistere. På den anden side står kravet om et stop for bosættelserne. Der er lang vej til begge, og efter besøget i Gaza er der også udsagn som står i skærende kontrast til de ønsker. For hvem er det, der styrker Hamas? Er det Iranerne, Hizbollah og islamistiske kræfter? Ja, uden tvivl, men det er desværre også Israel, der med sin politik skubber palæstinenserne i armene på Hamas.
Kuvøser forbudt
Vi står på et hospital i Gaza. Her ligger for tidligt fødte børn og skriger på de kuvøser, som på ottende måned står i Israel. Og børneprojekterne, hvor målet er at lære de palæstinensiske børn at tro på fred, og at ekstrem islam, Hamas og væbnet kamp ikke er svaret, mangler de ton legoklodser, der samler støv på den anden side af muren.
Der er kun 41 varer, der må komme ind i Gaza, og de officielle opgørelser fra det Israelske Udenrigsministerium viser, at kun et par hundrede lastbiler med varer kommer igennem hver uge til at brødføde de halvanden million palæstinensere, der bor i det på Langelands størrelse Gaza. Såvel legoklodser som kuvøser er dualgods som åbenbart vurderes at kunne anvendes til våben, og derfor ikke er står på listen over tilladte varer.
Den totale lukning betyder også, at de 120.000 personer, der indtil lukningen hver dag arbejdede inde i Israel og tjente penge til at investere i Palæstina og til at understøtte deres familier, i dag er blevet økonomisk afhængige af enten UNWRA eller de religiøse grupper, der brødføder mange familier med modkrav om tildækning af kvinderne og støtte til Hamas. De palæstinensere, der tidligere arbejdede i Israel var nogle af de største fortalere for en fredsproces og en tostatsløsning. I dag er de endt i et ingenmandsland.
Bombet vestlig skole
Den amerikanske highschool i Gaza by er tidligere blevet angrebet af islamistiske kræfter to gange i et forsøg på at stoppe skolen, der underviser drenge og piger sammen og sågar gennemfører undervisning på engelsk og med vestligt fortegn.
Det islamisterne ikke havde held til, klarede Israel under angrebet i januar. Skolen ligger i dag jævnet med jorden og omkring ruinerne ligger rester af karakterblade, skolebøger og andre tegn som vidner om den bastion, der engang stod her.
Gaza bærer stadig meget præg af Israelernes angreb i januar. Ødelæggelserne tæller også bombningen af rensningsanlægget og kloaker, hvilket betyder, at der nu hver dag sendes 80 millioner liter spildevand direkte ud i Middelhavet. Ud over at være en tikkende sanitær bombe, så er det også en forureningskilde af Middelhavet, som også påvirker resten af Middelhavsregionen for slet ikke at tale om de Israelske strande længere mod nord.
Blokeret ambulance
Tættest på Erez checkpointet er det tidligere byområde helt bulldozet ned, og det er det sidste indtryk, vi får, inden vi bruger to timer og et kvarter på at bliver sikkerhedschecket så vi kan komme ind i Israel igen. Mens vi holder her kører en ambulance frem. Den må ikke passere checkpointet, fordi palæstinenserne tidligere har brugt ambulancerne til at fragte såvel mennesker som andet.En kuvøse med et spædbarn tages ud af ambulancen og derefter op af kuvøsen og lægges på en båre med en iltflaske koblet til næsen. Først ventes ude i solen, så indenfor, hvor barnet scannes for våben og sprængstoffer, og der tages prøver inden barnet tre kvarter senere lægges i en ny kuvøse på den israelske side og køres væk i en ambulance.
Barnets skrig hænger stadig i luften, da de kører væk, og billedet af det lille spædbarn på den store båre uden anden ledsager end en sygeplejemedarbejder fæstner sig for øjet. Episoden understreger bare, at selv børn er gidsler i konflikten, og uskyldige på såvel den ene som den anden side i konflikten rammes af den manglende løsning. Mange mennesker er endt midt i en høj politisk konflikt og lige meget, om man spørger på den ene eller anden side, så er ønsket fred.
Svært at være optimist
Israelerne ønsker sikkerhed og palæstinenserne ønsker en stat, men uden politisk vilje og lederskab nås ingen af delene. Uden interesse i at se fremad frem for bagud, hvor den ene handling altid kan forsvares ud fra den anden angreb og vise versa, så kommer processen ingen vegne.
Ja, muren er bygget som et sikkerhedsskjold. Ja, Israel har ret til at forsvare sig selv og de mange raketangreb på israelske byer sendt af sted fra Gaza er helt uacceptable. Spørgsmålet er bare om Israel kommer tættere på freden med sin politik i Gaza.
Efter en dag her tvivler jeg meget, for det synes, at Israelerne med sin ageren i stedet styrker Hamas og de fundamentalistiske kræfter, der ønsker Gaza omdannet til et Khalifat og det er bestemt ikke noget, der bringer en løsning nærmere. Så når vi efter fire møder i morgen rejser tilbage til Danmark efter 5 intensive dage i Egypten, Israel og de palæstinensiske selvstyreområder, så er det med et noget pessimistisk syn på fremtiden. Desværre.
