Alle børn bliver desværre ikke født ind i trygge og stabile rammer, der kan give dem en kærlig og god opvækst. Det er på tide, at vi politikere tager vores ansvar alvorligt og giver udsatte børn rettigheder som omsorg og nærvær. Med regeringens nye udspil ”Barnets Reform” er vi på rette vej.
Når jeg selv tænker tilbage på min egen barndom, kæmper de gode og dejlige minder om at komme først frem på min nethinde. Det var en tid med tryghed, ludospil, godnatlæsning, opbakning fra mine forældre og ikke mindst kærlighed. De fleste af os har haft en god opvækst, men langt fra alle børn i Danmark er født ind i stabile og kærlige familier, der kan tage sig af dem, og de idylliske minder er for dem, svære at nikke genkendende til.
Det er en central samfundsopgave at støtte de børn og deres familier, så børnene får mulighed for vokse op i omgivelser, hvor der er plads til personlig udfoldelse, udvikling – og ikke mindst opbakning og omsorg. Og indsatsen kan kun gå for langsomt. Det skal være en ret for børnene, at samfundet træder til, så snart forældrene bukker under for opgaven at være forældre.
Det seneste halvandet år har vi forberedt Barnets Reform. Afholdt dialogmøder, gennemført undersøgelser, holdt møder med kommuner og organisationer. I foråret gennemførte vi de første lovforslag i reformen og nu starter forhandlingerne om selve reformen.
Vi har afsat 800 mio over de kommende fire år, men reformen skal i høj grad også sikre, at de 14,2 milliarder samfundet i forvejen bruger på det specialiserede børneområde og på anbringelser anvendes bedre. I dag gør vi desværre ofte ting fordi vi altid har gjort det frem for at finde ud af om penge kunne bruges bedre eller anderledes. Derfor handler Barnets Reform i høj grad også om at sikre, at der kommer bedre systematik i indsatsen og at den tidlige indsats i kommunerne prioriteres langt højere.
Et af kerneelementerne i udspilet er, at børn har ret til nærhed og omsorg. Det gælder ikke mindst de børn, der anbringes uden for hjemmets mindre trygge vægge. De børn skal have mulighed for at vokse op i omgivelser, hvor de er omgivet af vokse mennesker, som børnene har tillid til, og hvor der bliver taget udgangspunkt i det enkelte barns situation, når børnene har brug for kærlig vejledning i livets mange op og nedture. Forskningen giver nemlig et klart billede af, at en stabil og nær voksenkontakt under anbringelse er vigtige forudsætninger for, at barnet kan få gavn af indsatsen, og derfor ønsker regeringen med udspillet at styrke de anbringelsesformer, hvor omsorg og nære relationer er i fokus.
Det betyder, at hele plejefamilieområdet skal opprioriteres. Frem for at anbringe børn på større anbringelsessteder med en stor personalestab – der selv har deres egen familie, og kun er på stedet, når de er på arbejde – så kan plejefamilier være med til at skabe de trygge og omsorgsfulde rammer som udsatte børn har brug for – og som vi andre i stor grad tager for givet. Det er klart, at der altid skal være tale om den indsats, der er bedst for det enkelte barn og børn med stærke skader efter eks. Alkohol eller misbrug vil fortsat kræve en anden indsats end børn, der ikke har medfødte skader.
Et styrket fokus på plejefamilierne som anbringelsessted forudsætter, at plejefamilierne bliver bedre uddannet, får ret til efter uddannelse og får bedre supervision og mulighed for at trække på professionelle fagfolk, der kan hjælpe med behandlingen i hjemmet. Det er derfor en væsentlig del af udspillet.
Men de udsatte børn skal ikke kun have ret til en omsorgsfuld tilværelse, de skal også have en større indflydelse på eget liv. Det drejer sig bla. om at kunne bestemme, hvem de har lyst til at have samvær med. Børnene skal have ret til at sige fra overfor samvær med de biologiske forældre. Og de får med udspillet en ret til at se f.eks. søskende og bedsteforældre. Med ”Barnets Reform” lægger vi op til, at barnet i langt højere grad inddrages i de afgørelser, der vedrører deres eget liv, og børns partstatus nedsættes fra det nuværende 15ende år til det 12te år. Børnene som det hele drejer sig om skal inddrages bedre. Andet er vel heller ikke rimeligt?
Det er ikke tilstrækkeligt, at der bliver sat tidligt ind over for svage familier, vi skal også sørge for, at familierne får den rigtige hjælp. Derfor skal kvaliteten i sagsbehandlingen have et løft. Sagsbehandlere og personale på anbringelsessteder sikres efteruddannelse, og vi ændrer på lovkravene vedrørende tilsyn, så tilsynet med anbringelsessteder i højere grad har fokus på den pædagogiske indsats på stedet. På den måde får man et større fokus på barnets udvikling og fremgang, og man kan finde ud af hvilken en indsats, der hjælper det enkelte barn – og hvad der ikke gør. Rygraden i udspillet er, at vi fremover skal tage udgangspunkt i det enkelte barn og den enkelte familie, er jeg overbevist om, at vi kan styrke rammerne omkring indsatsen over for udsatte børn og bidrage til at bekæmpe den negative sociale arv.
Med udspillet ”Barnets Reform” har vi politikere mulighed for at vise, at vi tager vores ansvar alvorligt, når det drejer sig om børns liv og opvækst. Og vi har mulighed for at få skabt en vished hos børnene om, at de kan få hjælp, når deres forældre giver op. Alle børn skal have mulighed for at få en opvækst og en tilværelse, der er præget af tryghed, tillid og trivsel. Det er simpelthen børnenes ret.
