Hate crime – et overgreb på basale rettigheder!

I disse dage løber World Outgames af stablen i København, og det er en begivenhed, der i høj grad er med til at sætte Danmark og vores hovedstad på verdenskortet som et progressivt land, hvor ytrings- og forsamlingsfriheden (altid!) kan bruges til mangt og meget, og hvor det at byde velkommen til bøsser, lesbiske, bi og transseksuelle fra hele verden er noget, vi fejrer med flag.

Desværre blev glæden brat afbrudt, da to fulde personer overfaldt sagesløse med begrundelse i deres seksuelle orientering. Hate Crime er afskyeligt, og jeg kan ikke tage nok afstand fra det. Desværre viste overfaldet, at selv om vi i Danmark har meget stort rum for forskelligheder, så er der desværre personer, der ikke respekterer andres ret til frihed og valg.

Derfor har vi som samfund også en særlig forpligtigelse til at slå hårdt ned på den afstumpethed, som karakteriserer hate crime og staffe disse handlinger hårdere end simpel vold. Vi har også en forpligtigelse til at tale åbent om hate relateret kriminalitet og registrere overgrebene. En lukkethed skaber tabuisering og er reelt som at vende det blinde øje til.

At dommeren valgte at varetægtsfængsle de to overfaldsmænd indtil World Outgames er ovre sendte også et klart signal om, at hate crime ikke accepteres. Men alt andet havde reelt også været en hån mod ofrene og de øvrige deltagere i arrangementet.

World Outgames er også en begivenhed, hvor vi bliver påmindet om, at det ikke er alle steder i verden, at man nyder den samme frihed, som vi kan i Danmark. Der er deltagere i arrangementet, hvis identitet holdes hemmelig, fordi de lande, som de kommer fra, straffer homoseksualitet med døden. Og nej, her taler vi ikke kun Iran, men en lang række lande. I en stor gruppe lande derudover er homoseksualitet ikke officielt forbudt, men samfundet, myndigheder og medborgere behandler homoseksuelle som var de afskum. Også her kan vi med World Outgames være med til at sætte fokus på de universielle menneskerettigheder og skubbe på for, at de respekteres i hele verden.

Frihed til at have præcis den seksuelle orientering som man ønsker, er en basal menneskerettighed og netop derfor kan det bekymre utroligt meget, at manglen på tolerance over for personer med en anden seksuel orientering ikke bare finder sted i lande langt fra Danmark, men også så tæt på Danmark. I Polen og de Baltiske lande har myndighederne de senere år aflyst, ikke ville give tilladelse til, eller meddelt, at de ikke kan beskytte prider for homoseksuelle. Det er helt uacceptabelt, at noget sådan kan finde sted i et EU land, og derfor burde World Outgames også være en anledning til, at vores nyvalgte Europaparlamentarikere tog den sag op i Europaparlamentet, når de mødes til den første rigtige samling i EU parlamentet.

Men inden da vil jeg bare håbe, at alle får et rigtig godt World Outgames, og at vi bliver forskånet for flere hate relaterede overfald på deltagerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *