Indlæg bragt i JydskeVestkysten
Ellen Trane Nørby, MF(V)
En tidligere finansminister udtalte på et tidspunkt, at Danmark ikke ville få euro indført før en demonstration på Christiansborg Slotsplads krævede det. En sådan begivenhed fandt sted torsdag den 22. januar. Her havde Europabevægelsen befriet et stykke dansk jord og indført en eurozone, hvor man for euro kunne erhverve sig en kop kaffe eller kakao.
Samme dag holdt Folketinget Euro-høring for at få belyst alle sider af euroen. Og jeg er helt enig med Statsministeren når han her sagde, at Danmark ikke bare taber økonomisk, men også mister politisk indflydelse ved at stå udenfor euroen. Krisen har nemlig vist, hvor lille og udsat den danske økonomi er. Nationalbanken har måttet kæmpe for at holde kronens kurs stabil, hvilket har kostet i form af højere rente. At det ikke er gået værre skyldes udelukkende, at kronen er knyttet tæt til euroen i et fastkurssamarbejde.
Stærkt var det også, da den franske finansminister understregede, at hun aldrig havde sagt ja til euroen, hvis den havde medført et fransk tab af kultur og identitet. Men som hun smilede sagde, så er det jo ikke der kulturen findes.
Også socialisten Cohn Bendit, der er formand for de europæiske grønne takkede varmt for at flertallet havde sagt ja, dengang han selv var modstander. For forusætningen for at Europa kan sætte en dagsorden i verden er netop EU. Eurohøringen viste med al tydelighed, at det er på tide, at vi i Danmark træder fuldt ind i det europæiske samarbejde og indfører euroen.