Indlægget er bragt i Information
Ellen Trane Nørby, MF, Socialordfører for Venstre
Knud Vilby, der pt. residerer som formand for Socialpolitisk Forening, har været fuldstændig tavs, mens vi gennem de seneste år har løftet titusinder af marginaliserede fra et liv på passiv forsørgelse til et bedre liv. De har fået plads på arbejdsmarkedet, tjener deres egne penge og kan nu vælge en livsbane for sig selv og familien. Det er en fantastisk positiv udvikling, som vi og Venstre vil gøre alt for at fortsætte – trods den globale finanskrise, som vi også rammes af. Men vi har intet hørt om de storslåede sociale resultater fra Vilby.
Først nu, hvor vi tillader os at kritisere SF-formand Villy Søvndal for ”fattig fattigdoms-retorik”, melder Vilby sig på banen – med kritik af os…
Og Vilby forholder sig overhovedet ikke til den kritik, som vi retter mod den teoretiske beregningsmodel som Socialistisk Folkeparti m.fl. har gjort sig til store fortalere for. Medianmodellen er en teoretisk model, som fastslår, at man er fattig, hvis man tjener under halvdelen af samfundets median-indkomst. Det har bare ikke ret meget med virkeligheden at gøre. Bruger man Søvndals og Vilbys teoretiske modeller for beregning af fattigdom og ulighed, falder medianindkomsten og antallet af fattige netop i disse uger – mens der bliver flere arbejdsløse, og flittige lønmodtagere, der har sparet op til alderdommen i deres hus eller aktier mister store værdier. Det holder bare ikke en meter! Samme paradoks knytter sig til diskussionen om ulighed. Uligheden – som for Danmarks vegne er blandt de mindste i verden – måles i den såkaldte gini-koeffient, som også tager udgangspunkt i økonomiske modeller, og som i år med stor økonomisk vækst og velstand stiger viser stigende ulighed. Tilsvarende falder uligheden ifølge disse modeller i krisetider.
Og så skulle man jo tro, at alt i disse uger, hvor finanskrisen ryster hele verden, var i bedste gænge ifølge Vilby og Søvndal? Det holder jo ikke! Og sådan ser vi under ingen omstændigheder på verden. Vi lever ikke i teoretiske modeller, men i en virkelig verden. Vi tror vi ikke, at man kan hjælpe fattige ved at udrydde de rige. Vi tror, at ny økonomisk vækst netop er forudsætningen for, at vi kan få alle i arbejde og tage hånd om dem, som har brug for en hjælp. Hvis Knud Vilby havde gjort sig den mindste umage og søgt på, hvad Ellen Trane Nørby som Venstres socialordfører har af socialpolitiske holdninger, ville han vide, at fattigdom og negativ social arv bekymrer os meget. Der er intet modsætningsforhold mellem statsministeren og vores kritik af Socialistisk Folkepartis forkærlighed for teori.
For omkring 30 år siden fik mange års økonomiskevækst i Danmark tidl. LO-formand Thomas Nielsen til at udtale ”vi har sejret af helvede til” – netop fordi toilettet i gården var historie, og alle boliger havde fået varme, elektricitet etc. Hvor økonomi i årtier har været målestokken for ulighed og negativ social arv, så er det ikke tilfældet længere. Børn og unges muligheder for at bryde negativ social arv, handler i dag i langt højere grad om deres sociale og kulturelle baggrund end om økonomi. Det er ikke længere økonomien, der er kerneproblemet, men derimod at den moderne ulighed bunder i sociokulturelle faktorer som marginalisering på arbejdsmarkedet, dårlig uddannelsesniveau og kaotiske familieforhold.
Derfor måler vi sociale præstationer på, hvor mange mennesker, vi kan løfte ind på arbejdsmarkedet og ud at et passivt liv på offentlig forsørgelse. I Venstre bekymrer det os, at en 25-årig med svag hjemmebaggrund har 64 procents chance for at stå uden kompetencegivende uddannelse, mens det kun er tilfældet for 14 procent med en stærk hjemmebaggrund. Den negative sociale arv reproducerer desværre sig selv. Fokuset i den politiske debat bør derfor flyttes fra størrelsen af offentlige overførsler, til hvordan vi hjælper de børn og unge, der har det svært i hverdagen. Vi har indført pædagogiske lærerplaner i børnehaver og folkeskole for at sætte fokus på børnenes stærke og svage sider. Ikke fordi der skal trampes på de børn, der har det svært, men for at der kommer fokus på hvor og hvordan de skal forbedre sig. I Venstre er det fundamentalt for os, at vi har et uddannelsessystem der tager udgangspunkt i den enkelte, det er nemlig også den eneste måde, hvorpå vi kan få den enkelte til at blive dygtigere, ikke ved at behandle den enkelte som en del af massen.
At bryde den negative sociale arv, at sikre at alle børn får gode opvækstmuligheder, at sætte fokus på den svageste gruppe i samfundet, som har brug for vores hjælp, men samtidig spørge den velfungerende om vedkommende ikke også selv kan tage et større ansvar.
Indlægget er skrevet i samarbejde med Kristian Andersen, folketingskandidat (V) i Aalborg.
