Debatindlæg bragt i Information
Hvad kendetegner de seneste års udvikling i det danske samfund? Er sandheden, at Danmark har haft den længste periode med højkonjunktur nogensinde? Har vi løftet titusinder af mennesker, som har levet på kanten af samfundet i årevis, til et bedre liv – med job og muligheden for at vælge en livsbane for sig selv og familien? Har vi langt om længe i stor stil få indvandrere ind i jobs?
For SF-formand Villy Søvndal har denne fantastisk positive virkelighed været så forstemmende, at han har opfundet sin helt egen ”virkelighed”, som bygger på en speciel teoretisk model, der gør mennesker fattige, hvis de tjener under halvdelen af median-indkomsten. Problemet er, at Søvndals model er dårlig – og viser det stik modsatte af, hvad de fleste af os har glædet os over i Danmark de seneste år: Jo mere vækst, jo flere der løftes ind på arbejdsmarkedet, jo flere fattige bliver der! Det holder jo ikke en meter! Alligevel bruger Søvndal denne model, når han i Politiken skråsikkert opgør antallet af fattige børn i Danmark til at være steget fra 50.000 under SR-regeringen til nu at være oppe på 59.000 under VK-regeringen.
Men SF-formanden vælger bekvemt at overse det helt centrale i diskussionen om fattigdom i Danmark. Som Socialforskningsinstituttet (nu det Nationale Forskningscenter for Vælfærd) flere gange har fastslået, så er der meget få mennesker, der varigt er fattige i Danmark. De fleste er det i kortere tid mellem to job, eller mens de studerer (og har udsigt til gode indtægter). Lige som mange selvstændige erhvervsdrivende er det. Og netop det diskvalificerer i den grad Søvndals skræmmende påstande om den sociale udvikling i Danmark. For under Søvndals fattigdoms-tal gemmer sig nemlig det faktum, at flere unge mennesker i dag vælger at få børn, mens de studerer. Blandt andet tilskyndet af en forbedret uddannelsesstøtte til studerende, som samtidig er forsørgere. Det er altså stærke og bevidste unge mennesker, som planlægger og indretter deres liv, så de kan stifte familie og få børn, samtidig med at de gennemfører uddannelse. Det er i høj grad tale om unge mennesker med stort socialt og menneskeligt overskud! Men i Sønvdals verdens-beskrivelse, bliver de og deres børn altså til fattige mennesker med ringe udsigter for livet. Det holder ikke! Det er fattigt ud over alle grænser, at en oppositions-leder gør stærke mennesker med overskud til svage og fattige individer for at kunne tegne billedet af en dårligere ”virkelighed”. Det er fattig fattigdoms-retorik!
Indlæget er skrevet sammen med Kriastian Andersen, Folketingskandidat (V) i Nordjylland.
