Landsmøde 2008

Årets landsmøde var som altid en stor oplevelse, i år var EU og klima højt på dagsordenen. Ved festen lørdag aften kridtede Anne Mette Rasmussen danseskoene og gik forrest på dansegulvet. Først i en opvisning med Thomas Evers Poulsen og senere med statsministeren.

Et helt uvant syn mødte landsmødedeltagerne, da de kom ind i kongrescenteret i Herning. De traditionelle lange borde, med dirigenterne, formandskab og partisekretariat, bagved talerstolen. Var skiftet ud med tribuner, der alle vendte ned mod landsmødets talerstol og et dirigentpanel og formandskab i øjenhøjde.

Lørdag stod primært i EU’s tegn. Her skulle Ventres Europapolitiske handlingsprogram, som jeg har haft hovedansvaret for at skrive, vedtages. Der var stillet flere ændringsforslag og vi oplevede stor debat fra talerstolen. Som altid bliver noget vedtaget og andet forkastet. Jeg føler vi står med et stærkt handlingsprogram til Europaparlamentsvalget næste sommer og jeg glæder mig til, at vi skal have valgt flere Venstremedlemmer ind i Europaparlamentet. Om lørdagen blev EP kandidaterne også opstillet og det bliver med Jens Rohde i spidsen et meget stærkt hold. Sønderjylland stiller igen med Anne E Jensen.

Efter en meget festlig lørdag aften, hvor bl.a. Fashad Kholgi underholdte landsmødedeltagerne, startede søndagen med at Anders Fogh Rasmussen udfoldede sin version, for hvordan Danmark gøres til en grøn vindernation. Herunder nævnte Anders Fogh Rasmussen Projekt Zero’s lavenergihus i Sønderborg, der producerer mere energi end det forbruger og som jeg i sidste måned havde inviteret miljøministeren ned for ta se og tale til rejsegildet.

Godt trætte efter endnu et landsmøde med masser af gode og brugbare politiske diskussioner, imponerende taler og god stemning, vendte landsmødedeltagerne næsen hjemad søndag eftermiddag.

Jeg kan kun opfordre til at deltage i Venstres landsmøde, det er altid en stor oplevelse og man går altid inspireret derfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *