Venstre: Social SATS-pulje faldet på plads

En sejr for de socialt udsatte. Sådan kan man kalde den brede aftale om fordelingen af penge i årets SATS-pulje, som netop er faldet på plads på det sociale område. Aftalen sætter især fokus på en forebyggende indsats overfor børn og unge, lejerne vil blive sikret mod at blive sat på gaden og endelig får sundhedsindsatsen overfor de socialt udsatte grupper et løft, siger Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby.

– Jeg er glad for, at sats-puljeaftalen vil forbedre forholdene for børn og unge. Det skal blandt andet ske ved at rette fokus mod at starte tidligt med en forebyggende indsats for forskellige grupper, der er i risikozonen. Det gælder blandt andre sårbare mødre, samt børn og unge, der kæmper med ADHD- og som derfor har svært ved at tilpasse sig.

– Det er vigtigt, at lejere ikke risikerer at blive sat på gaden, fordi de ikke har betalt deres husleje. Derfor skal vi yde en forebyggende indsats for denne gruppe. Vi vil blandt andet løbende holde øje med økonomien hos de lejere, der er truet af at blive sat på gaden og vi vil give kommunerne mulighed for at trække udgiften til huslejen i deres forsørgelse.

– En stor undersøgelse fra Rådet for Socialt Udsatte viser, at sundhedstilstanden blandt landets socialt udsatte er markant dårligere end i den øvrige befolkning. Derfor sætter vi med SATS puljeaftalen ekstra fokus på socialt udsattes sundhed. Derfor bliver der nu sat en række initiativer i gang for at imødegå dette problem. Blandt andet kommer sundhedspersonalet på gaden i projekt ”Sundhed på hjul” for at møde de, der har behov. Aftalen omfatter også støtte til gratis prævention til for eksempel stofmisbrugere og hjælp til tandpleje. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *