Ellen Trane Nørby, MF (V)
Grundet forårets tumult og strejker har folketinget suspenderet den nationale ventetidsgaranti frem til sommeren 2009, men trods det er Venstre i Region Syddanmark gået forrest i kampen mod ventelister og har indført en regional ventetidsgaranti. Såfremt ventetiden på regionens offentlige sygehuse er for lang, vil regionen således betale for behandling på et andet sygehus, eventuelt udenfor regionen, eller på et privat sygehus.
Hermed er Venstre i regionen endnu en gang med til at sikre syddanskerne gode patientrettigheder, en forkortelse af ventelisterne og derved den bedst mulige service. Det betyder, at man fortsat behandles her og nu, hvis man er alvorligt syg, men det betyder glædeligt også, at personer, der dog ikke er alvorligt syge, også har en vished og tryghed om, hvornår de modtager behandling.
Det er en af Venstres fornemmeste opgaver at sikre de bedste forhold for vores indbyggere, blandt andet gennem fritvalgsordninger og behandling af høj kvalitet, og det er opmuntrende, at Venstre i Region Syddanmark går forrest og udnytter, at man har mulighed for at forbedre patientrettighederne for borgerne i Region Syddanmark.