Bragt i Venstre i Sønderborgs medlemsblad “Sønderborg set fra Venstre”
Ellen Trane Nørby, MF for Venstre i Sønderborgkredsen
I Slutningen af august havde jeg fornøjelsen af at åbne Tønder Festivallen. I høj grad et kulturelt fyrtårn i det Sønderjyske og en lokalt forankret begivenhed, der har stærke rødder, men også følere ude for fremtidens udfordringer. Tønder Festivallen er heldigvis ikke enestående for vores region, der kulturelt har meget at byde på, men hvor vi også er nødt til at minde hinanden om, at der skal mere, andet og nyt til.
Kulturregion Sønderjylland, som er et kulturpolitisk samarbejde mellem Aabenraa, Haderslev, Tønder og Sønderborg kommune, fik lige inden sommerferien 5,3 mio. kr. over en 4-årig periode, til at udvikle Sønderjysk kulturliv. Det er vigtigt for områdets udvikling, at kulturlivet styrkes. Skal vi kunne få folk til at bosætte sig i egnen, kræver det mere end arbejdspladser og flot natur. Ingen har lyst til at bo i en kulturel ørken, derfor er det vigtigt at kultur prioriteres højt og regeringen viser vejen, ved at støtte kulturregion Sønderjylland. Pengene vil bl.a. gå til en dansk-tysk børneteater festival, for at styrke de tværnationale kulturelle aktiviteter. Samtidig er det nyskabende kulturelle aktiviteter som pengene skal gå til og ikke bare at bevare nuværende aktiviteter.
Det er vigtigt for den kulturelle underskov og talenter der ikke bor lige i København eller Århus. Derfor er det vigtigt med lokal kulturel støtte, som der kommer med denne aftale, men der ændrer ikke på det faktum, at hvad enten vi taler Nord-Als festival, KIG, Kunstskolen, Kultur i Syd og mange andre, så er de alle forankret i stor lokal opbakning og frivilligt engagement.