Denne kronik fra JP 29. september 2009 er skrevet sammen med Mogens Jensen, MF (S), medieordfører.
I disse måneder arbejder regeringens skattekommision for fulde omdrejninger. Det er med afsæt i dette arbejde, at vi gerne vil komme med et vigtigt indspark. Det er et input til debatten, som vi fremsætter som to individuelle medlemmer af Folketinget. Vi har ikke taget vores partier med på råd i sagen og vi er bestemt heller ikke blevet taget i ed hos vores partier. Men det er et spørgsmål, som helt klart bør indgå i Skattekommissionens arbejde.
Med revisionsundersøgelsen af DR-byggeriet i Ørestad blev der sat foreløbig punktum for næsten to års debat om Danmarks største fællesfinansierede medieinstitution. Debatten har forståeligt nok handlet om ansvar, økonomi og kvalitet.
Set i det lys kan et forsvar for licensen være noget af en sisyfoskamp. Et forslag om at afskaffe licensen og betale den over skatten kunne opfattes som decideret ubegavet, sådan rent populistisk set. Når vi alligevel vil gøre forsøget her, er det fordi at vi er mere end almindeligt overbeviste om, at det er den rette løsning for en fremtidssikring af dansk public service.
Vi tror på public service og DR som en nødvendig kulturbevarende og ditto udviklende faktor i samfundet.
Vi tror, at enhver, der tager på oplevelse i DR’s digitaliserede arkiv, vil give os ret. Fra Matador til Forbrydelsen, fra Kvit eller Dobbelt til X-factor, fra Bullerfnis til Barracuda. Danskere i alle aldre vil kunne nikke genkendende til årtiers programmer som en forankret del af den kulturelle bevidsthed. Men public service er ikke (kun) nationalromantik og familien Danmark samlet foran skærmen, mens gaderne ligger øde hen. Det er også stærk og uafhængig nyhedsformidling, kulturprogrammer, afslørende og rørende dokumentarisme og de mest lyttede radioprogrammer – det være sig svidende satiriske tæskehold, bedrevidende monopoler eller kulsorte spejdere.
Public service værner om fællesskabet, dyrker det nye og bryder grænserne. Jovel, meget af dette løftes også af andre medier, men vi ser en samfundsmæssig interesse i at styrke indholdsproduktionen, hvad enten vi taler støtte til TV2 regioner, DR, public servicepulje, nulmomsen til aviserne, mediestøtten eller andre initiativer, der har til formål at sikre et pluralistisk medieudbud i hele Danmark og en stærk konkurrence mellem forskellige aktører.
Det er netop med det mangfoldige udtryk, at det danske mediemarked står stærkest.
Finansieringen af DR er i dag alt for usikker. Op mod 300.000 sortseere unddrager sig årligt licensen og bidrager dermed ikke til den fest, som deres licensbetalende medborgere får regningen for. Det kan være systematisk unddragelse, det kan være forglemmelse eller det kan være af nød. På bundlinjen gør det ingen forskel. Det svarer i kroner til knap en halv milliard kroner i manglende indtægter. Eller opgjort på en anden måde, så svarer det til, at alle som pligtskyldigt betaler licens, får en regning på et par hundrede kroner mere end hvad der egentligt er rimeligt. Licensen er samtidig administrativ tung. DR bruger årligt 40 mio kr på licensopkrævning og detailhandelens mange forretninger mod 100 millioner årligt på indberetning til ordningen.
Den nye medielicens kræver nu tillige, at nye teknologier og apparater løbende skal vurderes, og med en støt stigende mediekonvergens bliver den opgave stadig mere omfattende – og med tiden formentlig stadig mere ligegyldig, når enhver mobiltelefon om få år vil kunne modtage radio, tv og internet i god kvalitet.
Behovet for en teknologineutral finansiering presser sig derfor på, hvis vi skal undgå, at licensen udvikler sig til en fast skat på ny teknologi.
Ud fra et fordelingsmæssigt synspunkt er det dog nok så presserende, for det nuværende licenssystem er egentligt hamrende uretfærdigt.
Licensgirokortet finder ligeså godt vej til Hellerup som til Gellerup, og beløbets størrelse er ikke proportionalt med størrelsen på matriklens indkørsel. Særligt landets mange studerende, pensionister og husstande med meget lave indkomster kontakter løbende os som folketingsmedlemmer, fordi licensen udgør en stor andel af månedsindkomsten. Hvor studerende og andre tidligere kunne vælge TV’et fra og dermed spare licensen, ser vi nu med medielicensen, at det ikke længere er muligt. At være computerløs studerende er en umulighed. Derfor betaler store dele af befolkningen procentuelt mere for vores fælles public service ydelser end andre.
Som medieordførere får vi masser af henvendelser fra borgere, der som udgangspunkt har stor sympati for DR og som fortsat ønsker fællesfinansieret kvalitet i radio og tv. Men mange står dybt uforstående overfor skævheden i opkrævningen. De mange henvendelser gør selvfølgelig indtryk. Og de bakkes op af mere repræsentative målinger som viser, at danskernes holdning til public service er positiv. Størstedelen af befolkningen ønsker faktisk at bidrage. Det er klart at man så kunne foreslå en brugerbetaling på public service, der blev konteret på baggrund af forbrug, men i så fald ville hele ideen om fælles public service falde til jorden og spørgsmålet er også hvordan det skulle administreres. 20 kr for lørdagsunderholdning, 15 kr for TV2 regionerne, 2 kr for jazz i radioen osv.
Brugerbetaling kan fungere ifht tilkøbsydelser, men som basisfinansiering af public service fungerer det ikke.
Hvad så dem, der siger at de aldrig bruger public service tilbuddene?
Tjo, der kan være personer, der aldrig bruger disse tjenester, men der er også danskere, der aldrig bruger den kollektive transport, sundhedsvæsenet, biblioteker, museerne, aftenskolerne eller hallerne, men det betaler de også til som offentlige goder. Selvfølgelig kan man være imod public service, såvel som man kan være imod kollektiv transport og offentlig sundhedsvæsen, men det eksisterer i Danmark og Folketinget er bredt enige om det. På medieområdet har vi bare ikke taget konsekvensen.
Derfor mener vi, at skattekommissionen nøje bør overveje at sætte licensen på skattebilletten.
En konkret model skal være progressiv og kunne være en forøgelse af bundskattesatsen eventuelt kombineret med et loft, men klart synlig på skatteopkrævningen, som vi kender det fra kirkeskatten og de fælles afgifter til vedligeholdelse af den kirkelige kulturarv, som alle, også ikke folkekirkemedlemmer, betaler.
At betale licensen over skattebilletten vil ikke være et brud med skattestoppet, men en udligning, hvor en skat erstatter en afgift. Det vil samtidig være en kæmpe administrativ lettelse Også på det knap så rationelle perspektiv giver det god mening. For med mindre man indregner licensen i sit årlige budget, kan den halvårlige opkrævning for nogen være lidt af en mavepuster.
Det vil opleves som en langt mindre udskrivning at få beløbet jævnt fordelt over året. Så uanset om man tænker mest med hjertet eller med hjernen, er konklusionen den samme: Tiden er inde til at tage pænt afsked med det halvårlige girokort til fordel for en indkomstreguleret skatteopkrævning.
Men er det ikke til fare for armslængden mellem det politiske system og programudviklingen at finansiere public service alene over skatten? Giver det ikke langt mere uigennemsigtige processer, hvis et spinkelt flertal kan justere økonomien i DR efter forgodtbefindende ved hver finanslovsforhandling? Svaret er nej, af to årsager.
For det først ser vi det som en klar betingelse, at der etableres en ordning, som sikrer stabilitet og armslængde. Det kan være i form af at der indgås længerevarende evt. 4 årige økonomiske aftaler mellem staten og DR, som ikke kan afviges i perioden. Aftalen etableres naturligvis efter aftale med de af folketingets partier, som er en del af medieforligskredsen. Dette sikrer den samme armslængde, som er til stede i dag, hvor der jo reelt er mulighed for, at et flertal i folketinget kan beslutte, at sætte licensen op eller ned og dermed regulere voldsomt på økonomien til public service.
Public Service medietilbuddene er et fælles samfundsgode , der kan sammenlignes med så mange andre fælles goder som kollektiv transport, sygehuse, biblioteker, museer og uddannelse. Vi anbefaler at vi også begynder at finansiere DR og andet public service på samme måde. Det er mindre bureaukratisk. Det er administrativt billigere. Og der er langt mere socialt retfærdigt.
Jeg synes, at det er et godt forslag. Det er på tide, at vi får de faktiske forhold vedr. finansieringen af DR frem i lyset.
Den nuværende finansiering, den såkaldte licens, er et skalkeskjul for de faktiske forhold, da man i praksis ikke kan vælge, om man vil betale licens eller ej. Den såkaldte licens er en skat, da den ikke er knyttet til ens forbrug af DR’s ydelser, men i praksis til ejerskab af diverse apparater. Midlerne til DR er reelt fastsat af Folketinget, og ikke af licensbetalerne (andet end som vælgere).
Som en vigtig kilde til danskernes information fortjener DR, at forholdene vedr. dets finansiering også er reelle. At påstå at det skulle påvirke DR’s uafhængighed vil svare til at påstå, at bl.a. Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og Nationalmuseet skulle lade dets kilder til information være afhængige af Folketingets forgodtbefindende.
Enig i at public service vil have sin plads i fremtiden. Spørg bare de amerikansk tv selvskaber om det er svært at få pengene til at forslå med reklame kroner.
Den model jeg fortrækker er meget simple, nemlig et punkt på finasloven. Som beregnings grundlag viser dansk statisk at der ca. er 3.5 mio. dansker mellem 18 og 67, dette ganges med et beløb.
Beløbet størrelse kan evt. afhæge af om man f.eks. vil indregne statsbiblotekerne eller der fastlåses 5% af hele beløbet om året til DR by version 3 i år 2100 (uden koncert sal).