Bragt i JydskeVestkysten
Tønderfestivallen er for mig et narturligt afbræk i august. Det er en anledning til at drikke øl i godt selskab, mødes med venner og bekendte og smage på musik, der ikke er fast inventar på de danske hitlister, men alligevel både mere dansk og rodfæstet og internationalt på samme tid end meget af det, som dagligt fylder æteren.
Der lugter ikke nødvendigvis godt i telt 1 når der klappes, hujes og danses og kombinationen af halvvåde jakker og gummitelt blander sig. Men hvad så. Efter 2 minutter har musikken fået overtaget og regnen udenfor glemt. Men i år bliver vejret godt…., det har meterologerne lovet. Opholdsvejr, hmm vi får se. Men Tønderfestivallen lever sit eget liv trods vestenvind og regn og diverse benspænd. Holdet bag forcerer alle udfordringer, fordi de ikke kan lade værd. Men hvert år kan være det sidste, hvis ikke alle bakker op.
Kombinationen af stille sid-ned musik blandt kunstværkerne på museet og de større armbevægelser i Tønderhallen gør, at der er noget for enhver smag. Sidste år måtte jeg dog erkende, at det for enhver smag også betød, at der var en del, der ikke var for min smag, men det er jo også fordelen ved musikfesterne, at man kan udfordre sin egen opfattelse af hvad god musik er. Heldigvis er ikke alting alfa konsensus.
Allan Olsen holdt publikum i sin hule hånd som den lille gråspurv på hans Multo Importante, da han spillede på gymnasiet sidste år. Hvor kan jeg da ærgre mig over, at jeg går glip af ham i år. Når den berusede del råber på Onkel Kristian eller Tårnspringeren og Olsen råber tilbage som en del af ritualet er Tønderfestivallen på kogepunktet.
Festivalen er endnu et bevis på, at Tønder emmer af kultur. Her lugter af musik og engagement og Festivalen er en gevinst for alle. Også de, der en weekend om året brokker sig over for mange biler og behovet for ørepropper. Festivalen skaber nemlig vækst, udvikling og økonomi i området og det er blæret, at der hvert år er 2000 frivillige, der stiller op og får det hele til at løbe rundt. De som tror at folkemusik er fortid kan godt tro om. Teitur, Eivør og i år Thomas Buttenschøn er lysende eksempler på at sing-a-songwrtier og folktraditionen ikke er en uddøende art, men en referenceramme for noget af tidens bedste musik. Generationsskiftet er vigtigt og gør at også jeg synes det er nyt og sjovt at komme igen.
