Forbryderne kender ingen grænser

Det er længe siden kriminaliteten gik fra at være af en sådan art, at landbetjenten viste, hvis dør, der skulle ringes på, hvis der havde været indbrud i nabolaget. Kriminalitet er i dag international og når den grimmeste af slagsen stikker næsen frem, så græmmes vi alle og råber på en større indsats overfor kvindehandel, narkohandel, terror og anden grov international kriminalitet. Og det er netop derfor vi skal have styrket det retlige samarbejde i EU.
Det er ikke acceptabelt, at forbryderne kan slippe gennem myndighedernes net, når de hurtigt og fikst opererer på tværs af de europæiske grænser. Udvekslingen af informationer er for langsom og der er stadig mange områder, hvor samarbejdet kunne styrkes. De forbrydere, der hver dag lukrerer på andres dårligdom, handler mennesker som var det dødt kød og sælger kvinders kroppe for at score gevinsten og det til en mindre risiko end den der er forbundet med handel med narko og våben, hvor den internationale bevidsthed er meget større.
I dag har Danmark et forbehold på det retlige samarbejde som allerede i dag betyder, at vi som danskere på alt fra skilsmisseret til konkurssager står retspolitisk dårligere end resten af EUs borgere. Med Lissabontraktaten, der står til at blive ratificeret i alle de Europæiske lande, så den kan træde i kraft til nytår vil Danmarks forbehold blive endnu større. Så vil vi være tvunget til at melde os ud af de fælles politisamarbejde Europol og det juridiske samarbejde Eurojust. Og det vil klart svække den danske deltagelse i kampen mod international kriminalitet. Lad os da istedet afskaffe det danske forbehold på retsområdet, så vi aktivt kan være med til at styrke den europæiske kamp mod de kriminelle. Lad os lukke nettet om forbryderne og ikke lade nationale grænser være en barriere for samarbejdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *