Olympisk forhindringsløb synes at være en kategori for årets OL i Beijing, Kina. Hvor end den olympiske fakkel kommer hen i verden er det et forhindringsløb af dimensioner bare at holde faklen tændt. De mange kategorier spænder fra hækkeløb over demonstrater til slalom mellem politiske faldgrupper og sidst men ikke mindst katapult udmeldinger om boykot, der synes at ramme afsenderne som en boomerang.
Tag bare vores eget lille land og Kulturminister Brian Mikkelsens offentlige tanker og overvejelser om boykot…
Den kommende uge drager faklen videre til nye destinationer og jeg vil æde min gamle hat på at også her vil faklen blive mødt med massive demonstrationer. For det at Kina er arrangør af OL i år bringer mange følelser i kog og mødes med en massiv skepsis.
Og det er mere end forståligt. Kina er på mange steder en autoritær stat, hvor censur, undertrykkelse af egen befolkning og overtrædelse af menneskerettighederne er dagligdag. Kina er nok en økonomiske kæmpe på vej frem, men det er også et land, hvor den mindste opposition og modstand mod styret mødes med brutalitet. Også Kinas fremfærd i nabolande som Tibet er utilstedelig. Siden Kina invaderede det lille bjergland har verdens øjne været rettet mod Tibet. Det er de også i disse uger, hvor Kina trods lovning om det modsatte, har lukket for pressens adgang til Tibet og hvor demonstrationer mod det kinesiske styres magtanvendelser og overgreb mødes med tæsk og brutalitet.
Taiwan er endnu et eksempel på Kinas tyrani. Øens kamp for selvstændighed bliver mødt med hårdhed og boykot og den indgroede “et-Kina-politik”, der praktiseres i hovedparten af verdens lande betyder, at Taiwanesiske repræsentanter ofte nægtes visa og udelukkes fra vigtige møder.
Hvis Kina ville vise en forandring og fremskridt skulle landet ændre på sin politik mod Tibet og Taiwan. Det ville klæde Kina og helt klart gøre det lettere at se OL i Beijing som en festlig begivenhed fremfor et manipulatorisk skalkeskjul.
For mange er det uforståligt, at Kina overhovedet fik værtsskabet af OL og det er da også der kurven for alvor knækkede i mit hovedet. Jeg begriber ikke, at IOC medlemmerne bakkede op om kinesisk værtsskab fordi de økonomiske interesser i landet var for store. Men det er nok den samme uforståethed jeg har når jeg med mistro ser, at Frankring argumenterer for ophævelsen af våbenembargoen mod Kina. Der er penge i skidtet og det er åbenbart det som kommer først.
Men nuvel. IOC har forlængst valgt Kina som OL vært og derfor er det for mig nu en anden diskussion. Sport og politik skal holdes adskildt. Vi skal som nation bakke op om vores idrætsudøvere og ikke skubbe dem som et skjold foran os men vi selv bliver væk. Danmark skal deltage i OL fordi alt andet ikke giver mening. Hvis man vil boycotte skulle man nemlig starte et helt andet sted, der hvor pengene er, alt andet ville være symbolpolitik.
Og skal man boykotte, så skal de som minumum være en fælles EU beslutning og ikke enkelt landes sololøb. Og så bør det ske på baggrund af en meget klar overvejelse om en boykot vil hjælpe demokratiets kamp i Kina og styrke tibetanernes sag. Dalai Lama siger nej, Amnesty International siger nej. Et boykot af Kina vil kun styrke styret i Beijing og blive opfattet som en hån af den kinesiske befolkning.
Situationen i Tibet er uacceptabel, men hvis vi ikke gavner dem med en OL Boykot, for hvis skyld gør vi det så…?
