Ovenpå en weekend med hovedbestyrelsesmøde i Venstre og Landsmøde i Europabevægelsen er det såmænd ganske rart, at den kommende uge er en tre-dags af slagsen. Og selv om de tre dage er pakket til bristepunktet med møder med ngoere på socialområdet og samråd i Folketinget, så kan jeg ikke andet end være glad med der fantastiske forårsvejr vi hver morgen står op til.
Danmark er fantastisk om foråret og jeg er ikke i tvivl om at de lyse morgener og en løbetur med morgentrætteben inden dagens stabasser også er med til at give den energi, der skal til for at nå resultater, tænke positivt om se løsninger fremfor konflikter.
I torsdags vedtog vi finansloven og dermed årets budget med blot 4 mdr. forsinkelse. Underligt at der nu er organisationer mm der er 4 mdr bagud i fht at bruge projektmidler og sætte initiativer i gang. Det er som regel det modsatte, der gør sig gældende.
Men sidste uge og denne er også præget af strejkerne på det sociale området. Trods en lønstigning på 12,8 %, 13,9% for SOSUerne er der strejker over hele landet fordi målet om de 15% er blevet et så firkantet ønske, at FOA formand Dennis Kristensens tr oværdighed nærmest synes at stå eller falde med det krav.
Jeg håber, de tænker på de mange ældre, der uforskyldt er kommet i klemme i konflikten og modsat os andre ikke kommer ud på gåtur i det skønne forårsvejr, i bad, eller får den hjælp, der gør livet lettere og mere værdigt. Eller patienter, der går rundt i smertehelvede fordi operationer aflyses. Hvem end af parterne man har mest sympati for er det helt åbenlyst, at den lovlige strejke og lønkonflikten går særligt hårdt ud over netop den gruppe i vores samfund, der har allermest behov for hjælp og pleje.
Forhåbentligt får det familiemedlemmer, pårørende og venner til at overveje om de ikke kan finde en ekstra time i kalenderen, hvor de kan besøg gamle hr Jensen eller vaske for Fru Hansen for vi bør alle påtage os et medansvar for de ældre naboer eller pårørende der bliver ramt af konflikten. Foråret mobiliserer energi og den kunne vi passende bruge på hinanden.