Pressemeddelelse
Søndag 20. april 2008
Venstre: 100 års kvindekamp fortsættes
I dag er en festdag, men fokus er på de udfordringer kvindekampen fortsat har. Sådan siger Venstres ligestillingsordfører Ellen Trane Nørby på denne dag, hvor det er 100 år siden at kvinderne fik stemmeret til kommunal – og menighedsrådsvalg.
– Udfordringen i dag er at få flere kvinder ind i bestyrelser og på ledelsesposter i samfundet. Kvinder har kompetencerne, men der mangler fokus på deres kvalifikationer. Vi løser ikke problemet med kvoter, de skaber kun mistillid til kvinders kompetencer.
– Selvom de sidste 100 år har budt på store fremskridt, er der i dag fortsat kampe, der skal kæmpes for ligestilling. Når vi ser på kønsfordelingen på uddannelsesinstitutionerne i dag, er der ingen tvivl om, at kvinderne er på vej frem, som fremtidens ledere. Allerede i dag tjener kvinderne mere end manden i en tredjedel af alle parforhold. Den udvikling vil fortsætte. Men når vi taler lønninger, halter kvinderne fortsat bagefter og desværre er der kun 27% kvinder i de danske kommunalbestyrelser og syv kvindelige borgmestre ud af 98. Så der er stadig steder at tage fat.