100 års kvindekamp

Indlæg bragt i Jyllandsposten d. 20. april 2008 

Ellen Trane Nørby, MF (V), Ligestillingsordfører, Kastanie Alle 46, 6400 Sønderborg

I dag fejrer vi 100 året for kvinders valgret til kommunal- og menighedsrådsvalg i Danmark. Valgretten var et stort gennembrud i kvindekampen, der siden har ført mange andre sejre med sig. Men der er lang vej endnu og stadig kampe, der skal kæmpes. Der er feks kun 27% af medlemmerne af kommunalbestyrelserne, der er kvinder og kun 7 kvindlige borgmestre ud af 98 mulige.

På topposterne i både det private erhvervsliv og på de offentlige topposter, ser vi få kvinder og det er trist for kvinders kompetencer og uddannelsesniveau er mindst på niveau med mændende og derfor er den manglende ligestillig et udtryk for at vi som samfund ikke udnytter alle de menneskelige ressourcer og kompetencer vi har. For mig handler ligestilling ikke om milimeter demokrati og kvoter. Nej, ligestilling handler om at vi som samfund skal drage nytte af alle kompetencer og sikre, at ethvert individ uafhængigt af køn har de samme chancer for at nå til tops.

Børsen offentliggjort tidligere på foråret en liste over de 20 danske erhvervsledere, der var mest citerede i internationale blade og magasiner. Der var kun en kvinde.

I sidste uge udnævnte den spanske statsminister Zapartero sin nye regering. Den har et flertal af kvinder, og kvinderne sidder på mange af de tunge poster, som udenrigsminister, økonomiminister og vicepremierminister. Er konklusionen så, at de spanske kvinder, bare er dygtigere end de danske? mit svar er et klart nej. Danske kvinder er lige så dygtige som spanske kvinder. Men Spanien har de sidste par år sat massivt fokus på kvinders kvalifikationer og villet reel ligestilling. Skal vi have reel ligestilling i Danmark, kræver det at flere kvinder ikke holder sig tilbage, men tager ambitionsfrakken på og at jakkesættene på direktionsgangene ikke udelukkende besætter bestyrelsesposter med nogen der ligner dem selv.

Vi har alle et personligt ansvar for at skabe ligestilling, der hvor vi har vores dagligdag og vi har som smafund behov for at sætte fokus på, at der er brug for både de kompetencer som kvinder besidder og de kompetencer mænd besidder, for kun på den måde kan vi sikre, at Danmark fortsat er et samfund i vækst. Men lad os i dag glædes over 100 års fremskridt og fejre 100 året for kvinders valgret til kommunalvalg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *